Hvad vil du? saa siig!
Det Stærkeste, Vældigste, Største paa Jorden,
Fra Syden til Norden,
Maa adlyde mig.
Jeg Regnbuen bryder,
Jeg stjerner, og Solen, og Maanen nedskyder,
Jeg Torden at dundre ved Maaneskin byder,
Mig Stormen og Vindenes Hvirvel adlyder,
Jeg giør, at af Klippen sig Honning udgyder,
At Nordhavets Bølge, som Bækkenes, flyder,
At Hekkenfeld fryser, og lisbierget syder.
Hvad vil du? saa siig!
Hvad findes i Havet, hvad er der paa Jorden,
I Luften og Ilden, fra Syden til Norden,
Som lyder ei mig?
Alle gyste af Forskrækkelse ved at høre disse utrolig klingende Tilsagn. Men Finnen lavede sig strax uforsagt til Reisen, klædte sig af, og (forunderlige Syn!) pludselig forvandlet til en Ørn svang han sig op, og forsvandt i Luften. Efter en heel Maaneds Fraværelse, treen en Fredag Morgen tidlig, noget før Solens Opgang, vor foranderlige Doctor ind i Byfogdens Stue, men ganske udmattet og aandeløs, som en Hest, der har gaaet op ad Banke; hans Kræfter havde reent forladt ham, og Sveden styrtede strømmesviis ned af hans Pande. Men gav ham Tid at komme til sig selv igien; og da han havde pustet lidt, og faaet en Slurk Brændeviin at styrke sig paa, begyndte han
