heller ikke den dag kunde skibet komme. Men som vi efter middagen sad og drak kaffe hos kolonibestyrerens og slog af en lun passiar med doktoren, gjenlød med et hele kolonien af et eneste hyl: «Umiarsuit! Umiarsuit!» (Skibet! Skibet!). Vi styrtede ud, stirrede tilhavs — men kunde intet se uden drivende sne. Da skimtedes imidlertid ligesom en mørk skygge høit oppe i luften, — det var «Hvidbjørnens» rig, i snetykket var den uden lods kommet ind gjennem den vanskelige skjærgaard og var allerede næsten lige inde paa bugten. I en fart kom man nu i kajaker eller baade, og idet vi satte foden paa dækket, heistes det norske flag, og der gaves en dundrende salut til nordmændenes ære. Ekspeditionens medlemmer blev hjertelig modtagne og lykønskede af «Hvidbjørnens» fører, løitnant Garde, som jeg oftere har omtalt i denne bog, og af de øvrige ombordværende europæere.
Hilsener bragtes fra Europa, og en gjensidig spørgen nyt begyndte. Der blev straks holdt gilde ombord, og der var munterhed og glæde. Først sent paa kveld kom vi atter tilbage til Godthaab.
Saa slog da afskedens time, jeg havde længe kviet mig for den. — Det var ikke uden sorg, at flere af os drog bort fra det sted og det folk, hvor vi havde befundet os saa usigelig vel.
En dag, før vi reiste, sagde en af mine bedste grønlandske venner, i hvis hus jeg ofte kom: «Nu drager du tilbage til den store verden, hvorfra du kom til os, der træffer du mange mennesker og meget nyt og vil nok snart glemme os, men vi vil aldrig glemme dig.»
Et par dage efter reiste vi, og Godthaab, endnu dækket under sneen, tilsmilede os et vemodigt farvel i
