«Mens jeg har været her, er fangsten daarlig, fuglene er skyere
nu, da solen staar for høit paa himlen, siger de, men alligevel
kommer de dog gjerne hjem med 20 fugl, tagne paa en formiddag, og
dette er alt fanget ved armens kraft og ved et redskab, gjort af
træ og ben. Hvor bliver det saa af den store fordel, som vi med
vore skydevaaben skulde kunne bringe? — Civilisationens fremskridt
er neppe altid saa store, som vi gjerne vil gjøre dem til.»
Efter 3 uger i Kangek reiste jeg atter tilbage. Ved den leilighed fik jeg et godt eksempel paa grønlændernes overtroiskhed. Ved ankomsten til Godthaab blev jeg som vanlig modtaget af en hel del grønlænderinder paa stranden. Jeg maa da have været mere tvær og ordknap, end jeg pleiede; muligens har jeg været træt efter at have flakket hele dagen om ude mellem øerne efter fugl Grønlænderne fandt imidlertid straks ud, at jeg havde truffet et stort, uhyggeligt trold eller væsen (det heder tupilik, fordi det ligner et telt paa formen), som holder til paa nogle af øerne derude, og som har den stygge vane at vise sig for og skræmme livet af enslige kajakmænd, som kommer i nærheden af disse øer. Naar kajakmændene kom hjem efter at have seet dette væsen, var de altid tause lang tid efter. Herpaa tror de fuldt og fast, og af den grund tør kajakmændene aldrig komme alene til disse øer, og det skulde ikke tillades mig at flakke omkring saa meget alene, som jeg gjorde, nu haabede de, jeg havde faaet en lærepenge.
