jeg hørte lyd af noget, som gik og ramlede med stenene derover, at det ikke var til at tage feil af. Jeg stansede, jeg saa, og jeg saa, men fik ikke øie paa noget, det maatte dog være en feiltagelse, og atter fortsatte jeg, grundende over, hvorledes det gik til, at man hørte saa galt. Da lød skridtene fra bergvæggen saa skarpt og tydelig, at der ikke kunde være tvil længere, og saa gav jeg mig til med øinene at lede efter den formentlige ren hele bergvæggen opefter. Det varede længe, før jeg fandt noget, jeg ledte for langt nede; men da jeg kom midt i stupbratte væggen, blev jeg ikke lidet forbauset ved at se et menneske — det saa ud som en myg, som krøb afsted deroppe. Paa den store kuften og den firkantede luen kjendte jeg Balto, han gik just paa sine ski tvers over en liden snefon, som hang udover stupet. Jeg stod som naglet til pletten, øinene fulgte, saavidt afstanden tillod, hver bevægelse. Jeg kunde se, hvorledes han huggede skierne paa kant ind i snevæggen for at faa fodfæste, — bøssen hang skraas over ryggen, hovedet vendte han indad. Han bevægede sig forsigtig frem skridt for skridt; mens han støttede med staven. Tanker fór mig gjennem hovedet, om hvordan han, som ellers var saa livræd, kunde være saa dristig, naar det gjaldt om at klyve i berg. Da gled en fod, han hug fast med staven, men saa gled den anden, og — det rusede udfor. Blodet formelig stivnede i aarerne. Sneen droges med, det gik med vildere og vildere fart, lige under var der et dybt stup. Da tog klæderne fat i en fjeldknat, som stak frem af sneen over stupet, han hang et øieblik, sprællede og forsøgte at faa tag, men saa — glap det. — Først en luftreise — saa udover en snefon — saa et nyt stup, og han blev liggende som en ubevægelig masse paa en
