raabe: «tugtut» (ren); som et lyn fór ogsaa mit hoved et par alen nedover mod jorden — der stod 6 dyr ikke langt borte! I en fart trak vi os tilbage, saa vi blev dækkede af en haug. Hurtig fik jeg frem min hvide overtræks skjorte af lærred og dertil hørende bukseben, forfærdigede for anledningen; Joels ansigt ved at se mig iføre denne mundering, udtrykte den mest uforbeholdne forbauselse, og han udbrød i et eneste: «Tupinnekaok!» (du store alverden). Han opdagede dog straks fordelen ved denne snelignende dragt, opfordrede mig derfor til at gaa først og krøb saa bag min ryg. Før vi kom nærmere, maatte vore vaaben eftersees, sne og is fjernes fra sigterne o. s. v. For at være hurtig færdig til nyt skud med sin mundladerifle, tog Joel en kugle i munden; jeg fandt, at dette var et meget praktisk sted, og uden at tænke paa kulden gjorde jeg ligedan med en riflepatron; men neppe berørte metallet tungen, før denne hang fast; jeg rev patronen ud, men tog et stykke af tungen med. Antagelig har jeg skaaret et frygteligt ansigt; thi Joel fik et anfald af krampelatter. Patronen anbragtes nu med et par andre inde i den ene vante, og vi krøb forsigtig fremad. Det er just ikke noget let arbeide at gaa stille og ubemerket, naar man for hvert andet skridt falder i sneen til maven, ned mellem de svære rullestene i et grønlandsk bækkeleie; skierne havde vi selvfølgelig maattet sætte igjen, vi kunde ikke krybe paa dem. Mit hvide overtræk gav imidlertid et ypperligt vern, hvad synet angik, lyden dæmpedes af sneen, og lille Joel skjulte sig, saa godt han formaaede, bag min brede ryg, eller rettere den legemsdel, som ligger lidt bagenfor, naar man kryber paa alle fire.
Endelig kom vi op paa kanten af en bakke og havde nu hele renflokken paa en slette foran os, men langt udenfor
