Den næste morgen kogte vi ogsaa med oljedug, men var nu saa
fornuftige at flytte ildstedet udenfor teltet og drev her paa, saa
vi fik en forsvarlig portion sne smeltet, saaledes at vi foruden en
god, varm ret karvekaalsuppe med opløst kjødpepton for en gangs
skyld fik drikke os helt utørste; vandet blev ved tilsætning af
citronsyre, citronolje og sukker forvandlet til den lifligste
citronsaftopløsning, men det var ogsaa sidste gang vi fik slukket
tørsten, indtil vi rak over mod vestkysten; som regel maatte vi
spare paa brændselet.
At faa se hverandre igjen ved dagslys den morgen, var ganske merkværdigt. Bevares, hvor vi saa ud! Vor ansigtsfarve, som før havde været temmelig lys og forholdsvis renvasket af veir og vind, var fuldstændig forvandlet; hist og her sad sodklatterne saa tykt, at de kunde skrabes af med kniv, især var alle rynker og ujevnheder fyldte med dette stof, ligeledes havde store ansamlinger deraf slaaet sig ned paa alle fremstaaenheder, som øienbryn, kindbenene, underlæben og hagen, og havde man været saa uheldig af naturen at faa blondt haar eller skjæg, var det blevet rammende sort; det eneste, som var rent, var øiekuglerne og tænderne, men disse lyste til gjengjæld uhyggelig hvidt.
Naar det berettes, at vi trods saadanne uregelmæssigheder ikke vaskede os, fra vi forlod Jason, og til vi kom til vestkysten, vil vel snæversynte læsere rent ud kalde os for nogle store svin. Men det faar vi nu risikere. Det bør dog muligens oplyses, at vi under almindelige omstændigheder havde den vane at vaske os; men naar det ikke skede under hele denne reise, saa havde det sine grunde. For det første havde vi nu paa indlandsisen ikke andet vand end den lille portion, vi smeltede morgen og
