Til indlandsisens beskaffenhed paa østkysten kjendte man lidet
eller intet; vistnok havde den danske konebaadsekspedition under
kapt. Holm seet meget af dens rand, men der havde ikke været tid
til at ofre denne nogen opmerksomhed, og selve isen var endnu ikke
betraadt af europæere paa den kant[1]. Allerede en undersøgelse af isens
beskaffenhed, stigningsforhold o. s. v. paa denne side vilde derfor
være af betydning.
Endnu mere ukjendt var imidlertid fremdeles hele det indre. Vistnok kunde vi fra de 2 sidste ekspeditioner drage enkelte slutninger om, hvorledes der sandsynligvis saa ud, men dette var af mindre værd, saalænge ingen havde været der, og der hævede sig jo endnu vægtige røster for, at det ikke var helt sne- eller isdækket. Uagtet jeg aldrig havde heldet til denne mening, forekom det mig, at undersøgelsen af høide- og stigningsforholdene i det indre, med andre ord formen af hele den sne- eller iskappe, som dækker Grønland, maatte være af stor interesse.
Men noget, hvis undersøgelse jeg tillagde næsten endnu større værd, var de meteorologiske forhold i Grønlands indre. Til nogen fyldigere kundskab derom ydede de tidligere ekspeditioner lidet eller intet, og jeg sagde, som det synes medrette, i min artikel i «Naturen» (januar 1888),[2] «at for
meteorologerne vil iagttagelser over klimatet, maalinger af
- ↑ Nævnes kan i denne forbindelse, at kaptein Hovgaard, lederen af Dijmphna-ekspeditionen, efter hvad han fornylig selv har berettet mig, indgav for en del aar siden til ministeriet i Kjøbenhavn et forslag om, at den da paatænkte konebaads-ekspedition til østkysten skulde forbindes med en ekspedition med hunde og slæder over indlandsisen fra østkysten til vestkysten, hvilken ekspedition han mente med lethed at kunne udføre. Planen synes ikke at være bleven skjænket megen opmerksomhed.
- ↑ «Grønlands Indlandsis», «Naturen». Bergen 1888.
