andre geologer paa hans tid, og han bidrog saaledes intet af betydning til udviklingen af kundskaben om den. Han gav derimod sine indtryk luft i begeistrede ord om dens vilde skjønhed. Om et besøg til isbræen ved Korok (eller, som han kalder den, Kororsuak) nær Julianehaab siger han, at han, efter at have gaaet omtrent en halv mil paa denne polarbro, blev stanset af en bred spræk. «Jeg lagde mig paa maven og lod en 100 fod lang traad med en sten i enden glide ned i iskløften, men kunde dog ikke naa bunden dermed og forlod denne farlige promenade, som ikke lod haabe paa nogen rinden for min søgen.»[1]
Der gaar nu et langt tidsrum hen, hvori Grønlands indlandsis synes at have tabt al interesse, det var jo engang slaaet fast, at Østerbygden i ethvert fald ikke lettest naaedes ad den vei, og at der fra det indre neppe var rigdomme at vente. Begreberne. om indlandsisen synes dog at have været alt andet end klare, de besynderligste forestillinger fik lov til at udbrede sig, og enkelte troede, at der inde bag ismuren skulde være frugtbare strækninger, hvorfra renen kom, og hvortil den trak sig tilbage.
I midten af dette aarhundrede indlededes imidlertid ved en mands arbeide en ny tid i vor kundskab om Grønlands indlandsis. Denne mand var dr. H. Rink.
Gjennem en række grundige arbeider, som var frugterne af mange aars reiser og undersøgelser i Grønland, hvor han boede i lang tid, dels som naturforsker, dels som kolonibestyrer og dels som inspektør, henledede dr. Rink den videnskabelige verdens opmerksomhed paa Grønlands mægtige ismark, og man gjorde den opdagelse, at ligesaa fattig og interesseløs, som man før havde
fundet den, af
- ↑ Gieseckes mineralogiske Reise i Grønland ved F. Johnstrup. Kjøbenhavn 1878, side 173.
