havde tabt sine Sye-Naale, kunde vi ikke faae noget lappet om os, hvorfore vi bleve meget betuttede, dog trøstede vi hverandre med Latter, naar vi betragtede de nøgne Tæer fremkrybe af Støvlerne.»
Den følgende dag (6te) vendte de derfor hjemover, og den 8de september om kvelden naaedes teltpladsen nede ved fjorden, «og,» slutter Dalager, «kand jeg ikke her forbigaae at melde, med hvilken synderlig Appetit jeg den Aften udtømmede en hel Bouteille Portugis-Viin, hvorpaa jeg sov hen indtil den anden Dag ved Middags-Tider.»
Dalager gir en beskrivelse af, hvad han saa derinde. I denne udtaler han langt mindre frygt for at færdes over indlandsisen, end mange af hans efterfølgere paa den har havt lige til den seneste tid. Han siger bl. a.: «At give ellers mit Betænkende over den store Iis-Plane, som forhindrer os, at have Communication med Øster-Bøygden, da i Henseende til Veyen, troer jeg, det er practicabel, efterdi mig syntes at Iisfieldet er ikke nær saa farlig som man har udraabt det for og ikke heller Sprekkerne saa dybe som man har foregivet» o. s. v. Af andre grunde mener han imidlertid, at det er en umulighed, han siger saaledes senere: «men ikke desto mindre bliver det dog impracticabel at reussere udi saadan Reyse, af disse Aarsager nemlig at man ikke kand drage saa megen Mund-Portion med sig, hvormed man til saadan Reyse billig burde være forsynet; dernæst den ulidelige haarde Kulde, som jeg holder næsten umueligt at nogen levende Creaturer kand respirere udi ved idelige mange Nætter at campere paa Iisfieldet o. s. v.» Her følger en ganske merkelig beskrivelse af kulden, som var saa stor, at de, trods de alle var godt klædte, og ingen af dem var «just meget kuldskier», saa vilde dog lemmerne «ligesom straks sammenkrympes»,
