er sket; efter at vi havde siddet at hvile en Times Tid, vente vi tilbage igjen». Som «det remarquableste, der var at se,» nævner Paars først «store Sten liggendes ovenpaa Isen», disse mener han maatte «absolut føres udi store haarde Vinde og Vejr, som der utrolig falde, ti Isbjærget er at se til, som man ser udi den vjlde Hav, hvor ingen Land er at se til, saa er her ej heller andet at se end Himmel og den blanke Is. Dernæst var Isen, hvorpaa vi gik, skarp kantet som den hvide Sukker-kande (-kandis?), saa at om nogen Fremkomst var over samme Isfjæld, saa maatte der haves Jernsaaller under Skoene, saa slem var den Is at gaa paa».
Dette er det vigtigste af, hvad Paars selv siger om sine bedrifter og iagttagelser paa isfjeldet. Som det vil sees, kan ekspeditionens resultater neppe siges at staa i et passende forhold til de storartede forberedelser. Forunderligt kan det synes, at Paars, som maa have været oppe paa isen ikke meget langt fra det sted, hvor vi kom ned, ikke her skulde have fundet noget punkt, hvorfra han kunde have trængt længere ind, om det havde været ham meget om at gjøre.
7de mai kom man tilbage til Godthaab fra den «fatale og meget besværlige reise».
Ganske uden betydning har dog neppe denne første ekspedition været; thi om den end ikke i nogen væsentlig grad har forandret anskuelserne om landets indre ved kolonien, hvor man allerede tidligere havde faaet ganske god besked derom af grønlænderne, saa har dog dette sikkert været tilfældet i hjemlandet, og det varer helt til 1878, inden den danske stat atter udsender en ekspedition mod Grønlands indlandsis.
I kap. 3 (side 124—125) er allerede anført, hvad der i
