næsten syntes, at der ikke var tid til at ligge stille. Da kom dagen, det blev lysere og lysere, mer og mer brændende nede ved himmelbrynet i nordost, det tændte opefter og opefter, — saa steg selve ildskiven straalende over isranden, baade sind og krop badedes i lysvældet, al træthed var som strøget af en. Nu var det atter til arbeide med den gryende dag.
Isen var tættere end nogensinde, tomme for tomme og fod for fod maatte vi kjæmpe os frem nordefter, ofte saa det næsten haabløst ud; men frem maatte vi, og frem kom vi. Vi naaede forbi Kap Rantzau, forbi Karra akungnak, bekjendt fra Holms og Garde’s reise i 1884, og op under Kap Adelaer; men her blev det værre end værst, flagene laa pressede sammen, store og mægtige, med vore lange hager forsøgte vi at stikke dem fra hverandre, men det hjalp til intet, vi tog i alle 6 mand paa en gang, de laa som før; endnu en gang med alt, hvad vi eiede og havde af kræfter, nu seg de en tomme, det gav mod, paa igjen, nu lidt mer, det hjælper, bare hold ved; snart er de segne saa meget fra hverandre, at baadene kan komme frem, naar man hugger væk de udstaaende iskanter med øksen. Saa glider man gjennem og til næste flag, her gjentager det samme sig. Ved forenede kræfter og ved at anvende dem til det yderste tvang vi os frem. Det fordrer ikke ringe øvelse at føre baade sikkert gjennem slig is, man maa have skjøn paa, hvor isflagene bør angribes, maa forstaa at anvende paa bedste maade de kræfter, som staar til ens raadighed, og man maa være rask til at benytte leiligheden og faa baadene frem, naar man har tvunget sig en aabning; thi den siger øieblikkelig sammen igjen, og er baadene da ikke igjennem, blir de ubarmhjertig knuste. Det hændte flere gange, at Sverdrups
