Han havde forøvrigt kongeligt skytsbrev og var lovet en kongelig
belønning, hvis han var heldig. Denne «dapffer Hane oc Styris Mand
goed» tog den gamle norske kurs til Grønland og fik Grønlands
østkyst isigte, ja skulde endog have seet det gamle fjeld
«Hvidsærk».
«Hand stæffned at Issland, som gammel vaar seed
Ham tyckte den vaar den gænniste leed
Dend vildde hand først forsøge.
Och sætte der om hen Nordden til Væst,
Och brugte sin Vind, som hand kundde bæst
Til hand kundde Huidsærck øye.
Derr mötte ham Taage, Wuær oc Mørck,
Derr vaar i Søen, som vilddeste Ørck,
De kunde slæt inggenstæds strandde.»
Hele den beskrivelse af Heinessøns reise, som staar i «Den Grønlandske Chronica»,[1] hvoraf dette citat er taget, og som desværre er den eneste beretning, som findes derom, giver et tydeligt indtryk af, at den «dappfre Hane» har fundet isforholdene under Grønlands østkyst lige slemme, som de er den dag idag.
Vi ser, at han fra Island har reist «hen Nordden til Væst», og skulde have faaet «Huidsærk» isigte, men først senere fik han «Landdet omsier i syne oc sict». Hvorvidt dette er noget, som staar for forfatterens egen regning, og som denne har tildigtet efter den paa den tid almindelige opfatning, at Hvidsærk skulde have ligget midt mellem Island og Grønland, er ei godt at afgjøre, men synes rimeligt. At det skulde kunne forklares derhen, at Mogens Heinessøn har truffet paa et stort isfjeld, hvilket jo kan hænde i dette farvand, forekommer mig mindre antageligt, da han vel snart maatte komme fra en saadan vildfarelse ved at se, hvor ensomt
dette har ligget midt i aabne havet.
- ↑ Lyschander. «Grønlandske Chronica». Kjøbenhavn. 1608.
