Atlanterhavet til slut. En dag sidder vi og taler om, naar vi kan komme iland, og er enige om, at ved Kap Farvel maa det i ethvert fald lykkes; vi regner ud, naar dette senest maa ske, og kommer til det resultat, at der endnu blir tid til at arbeide sig langs kysten nordefter for at gaa over isen; nogle hævder, at selv om det blir for sent iaar, saa er det dog bedst straks at arbeide sig nordover langs østkysten, saa langt vi rækker; saa overvintre og friste livet, som bedst vi kan, og gaa over til vestkysten til vaaren; jeg anser ikke dette for nogen fornuftig plan, da det blir vanskeligt at holde sig fra at tære paa den medbragte proviant, og den vil være nødvendig for vandringen over isen. Dietrichson mener, dette blir dog vor eneste udvei, og som han udtrykker sig, «vi kan jo ikke risikere noget mere end livet med det.» Som dette forhandles, siger Balto til mig: «Tal ikke om alt dette, vi kommer aldrig iland, vi kommer i Atlanterhavet, jeg ber kun til min Gud, at han maa lade mig faa dø som en bodfærdig synder, saa jeg kan komme i himmelen; jeg har gjort saa meget ondt i livet, men nu angrer jeg det saa bitterlig, for jeg er saa ræd, at jeg ikke skal bli salig.» Jeg spurgte Balto, om han ikke mente, det var nødvendigt at angre sine synder, selv om han nu ikke skulde dø saa snart. Jo, det mente han nok, men det havde ikke da saadan hast; dog skulde han, om han denne gang blev frelst, forsøge paa at leve et bedre liv. I sandhed en naiv bekjendelse af en eiendommelig kristendom, som dog tør være ikke saa ualmindelig. Hvis han blev frelst, vilde han da lade være at drikke brændevin? Ja, det troede han nok, ialfald skulde han drikke bare ganske lidet; det fordømmede brændevinet var det, som gjorde, at han var kommen paa denne tur. Hvordan det?
