For at sætte over det aabne vand, som antagelig findes nær kysten, trækkes en let baad paa meier med over isen. At en saadan fart over drivis er mulig, tror jeg fra tidligere kjendskab til denne med sikkerhed at kunne antage. I 1882 foretog jeg nemlig med sælfangeren «Viking» fra Arendal en reise i disse egne, og vi blev i juni sat fast i isen under østkysten af Grønland. I løbet af 24 døgn drev vi da langs den kyst, hvor jeg nu agter at lande, og jeg havde i den tid under talrige vandringer og jagtfærder rigelig anledning til at stifte bekjendtskab med isens beskaffenhed og sneforholdene, ligesom vi ogsaa hyppig under vor reise blev nødte til paa grund af pludselige indesperringer at trække vore baade lange distanser over flagene. — Paa denne maade mener jeg altsaa at skulle kunne naa land. Helst saa jeg, at dette blev et stykke nordenfor kap Dan, da kysten her endnu ikke er bereist af europæere, og der er meget af interesse at undersøge allerede paa kysten. Søndenfor er kysten nu forholdsvis vel kjendt, idet den danske kronebaadsekspedition under ledelse af kaptein Holm i 1884 trængte op til et punkt noget nordenfor kap Dan og overvintrede i Angmagsalik, en koloni af hedenske eskimoer lidt søn denfor det nævnte forbjerg. Efter at have gjort de undersøgelser paa kysten, som uden for meget tidsspilde lader sig udføre, tiltræder vi snarest mulig vandringen over indlandsisen. Saafremt ekspeditionen naar land nordenfor kap Dan, begynder vi vandringen ved bunden af en af de derværende fjorde; hvis vi lander længere syd, søges ind til bunden af den dybe Sermilikfjord for her at komme ind paa isen.
Ekspeditionen søger med engang at naa saa høit op som muligt paa isfri mark, selv om stigningerne her skulde bli betydelig sterkere end paa isbræerne; herved opnaaes
