de sælsomme nætter med stjerneskinnet og nordlyset spillende over disse hvide flader, eller maanen mer vemodsfuld end nogensteds vandrende sin lydløse bane gjennem en øde, uddød natur. Himlen faar i disse egne mere værd end nogensteds, landskabet selv er det samme; men himlen gir det farve og stemning.
Aldrig gaar det mig af minde, første gang jeg kom ind i denne natur. Det var en mørk nat i mars maaned 1882, da jeg ombord paa en sælfanger kom seilende fra Norge mod Jan Mayen, at der blev meldt is forud. Jeg sprang paa dæk, men alt var sort nat, jeg kunde intet bli var. Pludselig skjød noget stort hvidt ud af mørket, det voksede og blev hvidere, underlig hvidt paa den ravnsorte havflade. Det var det første isflag. Saa kom der flere, de dukkede frem langt forud, med en skvulpende lyd gled de forbi og forsvandt atter langt bag. Jeg blev opmerksom paa en sælsom lysning over den nordlige himmel; den var sterkest ved himmelranden, men strakte sig langt mod zenit; samtidig hørtes fra nord en svag brusen som af brænding mod land. Det var drivisen, vi havde forud; lyset var det gjenskin, som dens hvide flade altid kaster mod taaget luft, og lyden kom fra sjøen mod isflagene, som tørnede raslende mod hverandre; i stille nætter kan den høres langt tilhavs.
Men stadig kom vi nærmere, lyden blev sterkere, de drivende flag omkring blev hyppigere. Saa stødte skibet undertiden mod et flag, med en voldsom tørn blev det reist paa ende og kastet tilside foran den sterke boug; undertiden var stødene saa voldsomme, at hele skibet rystede, og man blev kastet forover paa dækket; isandhed, en skulde ikke længe være i tvil om, at det her bar ind i noget nyt og ukjendt. Kursen blev sat langs isen i et
