Begyndte man, som alle tidligere ekspeditioner, fra vestkysten,
kunde man være sikker paa ikke at komme over; man vilde da have
Ægyptens kjødgryder bag sig, mens man foran kun havde den ukjendte
isørken og østkysten, som ikke er meget bedre. Og selv om man
naaede frem, havde man lige saa lang vei tilbage for at vende
hjem.
Den eneste sikre vei var efter min mening at gjennemtrænge drivisen og lande paa Grønlands øde og isdækte østkyst og herfra gaa mod den beboede vestkyst. Paa den maade kastede man alle broer af bag sig, ikke blev det nødvendigt at drive mandskabet frem, østkysten skulde neppe lokke en tilbage, mens forud laa vestkysten, dragende med alle civilisationens behageligheder. Der var intet valg, kun fremad, ordren vilde lyde: Døden eller Grønlands vestkyst.
Det følgende aar fremsatte jeg min plan i et brev til en bekjendt i Danmark og foreslog en kombineret dansk-norsk ekspedition til Grønlands østkyst; danskerne skulde undersøge østkysten, mens nordmændene paa ski skulde gaa over indlandsisen til vestkysten. Dette førte til intet, og da jeg blev sterkt optaget paa andre kanter, hvilede sagen i nogle aar.
Først høsten 1887 bestemte jeg mig til for alvor at gaa igang. Min oprindelige mening var at udføre ekspeditionen for private midler; men da jeg fra flere hold blev kraftig opfordret til at søge det norske universitet om de nødvendige midler, forat ekspeditionen derved skulde faa et mere offentligt nationalt præg, samstemte jeg deri og indsendte til universitetet følgende ansøgning:
