resultat, at den maatte kunne naaes, om ikke gjennem isen ved hjælp af skib, som tidligere prøvet, saa i ethvert fald over den, naar man trak baade med sig.
Jeg vilde endog straks gjøre et forsøg og alene spadsere iland over isen. Dette strandede imidlertid paa kapteinen, som under de forhaandenværende forhold ikke fandt det forsvarligt, at nogen forlod skibet for længere tid.
Efterat jeg kom hjem, skrev jeg paa opfordring en artikel i dansk Geografisk Tidsskrift (7de bind p. 76). Heri udtaler jeg som min formening, at det uden synderlig vanskelighed lader sig gjøre at naa Grønlands østkyst, naar man ombord i en norsk sælfanger trænger ind i isen, saa langt man rækker, og saa forlader skibet og gaar over isen iland.
At der ogsaa dengang foresvævede mig nogle ideer om at trænge ind mod landets indre, lader sig neppe negte; disse fik dog først ved en senere leilighed fast form.
Det var en høstkveld aaret efter (altsaa 1883) — jeg mindes det, som det var igaar — jeg sad og hørte ligegyldig paa, at dagens avis blev oplæst; da blev med ét min opmerksomhed fængslet af et telegram, som berettede, at Nordenskiöld var kommen lykkelig tilbage fra sin ekspedition mod Grønlands indre, at han ingen oaser havde fundet, men kun uendelige snemarker, over hvilke hans to lapper skulde have tilbagelagt en utrolig strækning paa kort tid, og hvor de skulde have fundet godt skiføre. Det slog ned i mig som et lyn: en ekspedition paa ski gjennemtrænger Grønland fra kyst til kyst. Planen var færdig, saaledes som den senere blev fremsat og udført.
Min mening var i korthed den, at hvis man udrustede en ekspedition af kraftige skiløbere paa en hensigtsmæssig maade, saa maatte den komme over Grønland, naar den begyndte fra den rigtige side; men dette sidste var af stor vigtighed.
