gjerne det høire ben frem foran det venstre og synker for et øieblik lidt ned i det venstre knæ, idet det med susende fart bærer videre. Det er netop det, at man beholder saa meget af farten, som ved siden af sneens blødhed gjør slige hop mulige. At mange falder efter luftreisen, er ikke at undres paa, og naar man ser dem trille rundt udover bakkerne — arme, ben og ski hvirvlende om hverandre — i en sky af sne, da skulde den, som ikke har prøvet det, vistnok finde det naturligst, at idetmindste ben eller arme maatte brækkes. Den slags ulykker hænder dog heldigvis yderst sjelden.
At se en dygtig skiløber gjøre sine luftsprang, det er et af de stolteste syn, denne jords overflade har at byde paa. Se ham komme fri og kjæk skjærende udfor bakken, se ham nogle skridt fra hoppet begynde at huge sig sammen og saa paa hopkanten springe til og — hui! — som en maage svæve gjennem luften langt udover, indtil han en 20—25 m. nedenfor daler ned og gjennem en snesky suser videre. Det sitrer en formelig gjennem kroppen af glæde og begeistring ved et sligt syn. Og sligt kan man se, hver dag det er godt skiføre om vinteren heroppe, men fremfor alt da ved de store skistevner. Allerede Olaus Magni omtaler, at man i det 16de aarhundrede «gaar paa ski for sportens skyld, kappendes om at være den første ligesom løberne i de almindelige væddeløbsbaner for præmiens skyld». Dette er i den senere tid optaget igjen søndenfjelds regelmæssig siden 1862. Landets gjæveste skiløbere møder frem for at kappes om de første priser. Den ene kommer seilende gjennem luften bedre end den anden, mens tilskuerne venter i aandeløs spænding, indtil de er komne ned. Staar de, blir de hilsede med endeløs jubel, mens den stakkar, som falder, ubarmhjertig
