faaet synke sammen og saa er bleven udsat for kulde. Endnu bedre er det, naar den har været udsat for lindeveir og derpaa for kulde, saa der har dannet sig fast skare paa den. Kommer der saa et ganske tyndt lag, et par centimeter eller saa, løs god sne eller helst rim ovenpaa denne, da blir føret første rangs, skierne glider ganske forbausende let, og udfor den mindste helding gaar det af sig selv. Glat og haard skare uden sne paa er god forsaavidt, at det glider let paa den. Den har imidlertid den ulempe, naar den er for haard, at skierne har vanskeligt for at faa fæste og er, saafremt de ikke er særegne skareski, tilbøielige til at slingre. I ugreit lænde er det derfor vanskeligt at styre paa den slags føre, saa meget mere som man gjerne faar en voldsom fart.
Ikke al skiløbning er ganske ufarlig, og den, som f. eks. paa glat skareføre sætter udfor bratte lier i ukjendt og brudt lænde, bør helst være fuldt herre over sine ski; thi ellers kunde det komme til at passe paa ham, som skrevet staar om skiløberen i en gammel beskrivelse:[1] «Dersom han falder i det samme, kunde han meget let bryde Arm eller Been i tu». Det er imidlertid merkeligt, hvor forholdsvis faa uheld der i det hele indtræffer paa ski, og det er forsaavidt rigtigt, naar det i samme beskrivelse heder videre: «Til Lykke for Karlen i et saadant Tilfælde, møder ham gjerne et mindre Uheld: hans Skie brækkes over, hvilket skeer ligesaa hastig som en Pibestilk brydes i tu. Jeg har ofte været et øiensynligt Vidne til saadanne Hændelser.»
Fuldt saa ofte, som det heraf kunde synes, brækkes dog ikke
skierne. For en dygtig skiløber, som har gode
- ↑ Smith. Beskrivelse over Trysild o. s. v. Kap. 9 (side 13). Topographisk Journal for Norge. Bd. 6. Christiania 1797—98.
