sæl, lægger de til land, slaar leir, driver fangst og lever høit. Nærmer høsten eller vinteren sig, vælger de en god plads og bygger et vinterhus for atter at fortsætte sin reise til vaaren eller sommeren, naar isen tillader dem at dra videre. Den omtalte konebaad hadde paa denne maade tilbragt tre aar paa reisen fra sit hjem ved Umivik og vilde vel bruge en ikke meget kortere tid om at komme tilbage. Den anden konebaad, som gik sydover fra Kap Bille, kom saa langt som til Nanusek, hvor de overvintrede; men saa døde familiefaren, og de vendte om og tog fat paa den lange hjemreise til Angmagsalik, altsaa for saa vidt med uforrettet sag, som at de ikke naadde deres maal, handelspladsen, der ikke var mer end 15 mil borte.
Reiserne langs vestkysten foregik naturligvis meget lettere og hurtigere, da drivisen der ikke traadte hindrende iveien.
Ved denne omflakken undgik de at bli for meget afsondrede paa de enkelte bopladse; de traf sammen og pleiede omgang med andre mennesker, og der var hele sommeren over liv og samfærdsel, som de paa mange maader høstede fordel af; sindene oplivedes, interessen for fangsten ansporedes, og fangedygtigheden udvikledes paa forskjellig vis, foruden at den hyppige skiften af fangeplads gav betydelig større tilgang paa vildt.
Dette sommerliv i det forholdsvis renlige, luftige telt er foruden at være yderst fornøieligt ogsaa, som let vil forstaas, betydelig sundere end opholdet i de kvalme, stinkende jordhytter. Intet under derfor, at grønlænderens fagreste drømme om lykke var knyttede til konebaaden og teltet.
Desværre er vi europæere atter her aarsag i en sørgelig forandring. Hans Egede klagede vistnok sterkt over,
