har lidt paa gods og eiendom, glemmende, at der staar: «I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i eders Bælter» (Matth. 10, 9—10).
Vi kjender nok den samme rase igjen, som da Kina vilde verge sig mod opiumens ødelæggende gift, tvang det ved en blodig krig til at aabne sine havne for handelen dermed, forat europæerne kunde tjene summer, mens det kinesiske samfund undergravedes. Det er fra først til sidst en saa skjændig nederdrægtighed, at intet sprog eier ord derfor. — Desværre, eskimoerne har nok altfor meget ret, naar de mener, at europæerne er en uhæderlig, fordærvet rase, som burde komme til Grønland for at lære moral.
Men er da missionernes resultater andre steder bedre? Neppe. Fornylig er der udkommet en stastistik over forbrydelser i Indien, efter hvilken det viser sig, at de fleste falder paa europæerne, dernæst kommer de omvendte indiere, dernæst tilhængerne af bramalæren, og bedst er buddhisterne. Fra Afrika kjender jeg ingen statistik, men efter alt, hvad jeg kan erfare, skal man heller ikke der kunne prale af missionernes resultater. Og denne hedningemission er ogsaa vort land med paa at ofre hundrede tusener om aaret til baade i Afrika og Indien. Har vi da saa god raad, at disse penge ikke med mer nytte kunde anvendes herhjemme? Det er vistnok en smuk tanke at ville hjælpe disse stakkars vilde, som man aldrig har set, og hvis nød man ikke kjender, men mon det ikke var endnu smukkere at hjælpe de mange elendige, hvis nød vi daglig har for øinene? Naar vi absolut vil gjøre gode gjerninger, hvorfor ikke begynde med det nærmeste, og naar alle var hjulpne herhjemme, saa kan hænde man kunde reise ud og undersøge, om der ogsaa andre steder findes nogen, som trænger vor hjælp.
