Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/203

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent

196 ESKIMOLIV.

fremkalder ærefrygt og rædsel og gir fantasien næring. Vi staar med vor tørre fornuft og ser paa disse undere, men naturmennesket udfylder ligesom barnet den manglende forstand med sin vilde fantasi, og troen paa det overnaturlige styrkes og udvikles.

Moralen, som mange tror skulde være forbundet med de religiøse forestillinger, har i sin oprindelse lidet eller intet med dem at gjøre. Som allerede kap. 10 fremholdt, udspringer den af samfundsdriften og er hos de primitive folk adskilt fra de overtroiske forestillinger. De har saaledes ingen hinsidig belønning for ens moralske vandel.

Eskimoerne er til en vis grad eksempel herpaa. Vistnok finder vi i de grønlandske sagn antydninger til straf i dette liv af ondt, særlig hekseri, ved overnaturlige magter. De afdøde kan muligens tildels gjengjælde de efterlevende de dem i levende live viste velgjerninger, dyrenes sjæle (eller inue?) kan hevne et altfor hensynsløst drab af sit afkom, den myrdedes sjæl eller aand forlanger, at hans mord skal hevnes (blodhevn), forurettelse af svage hevnes paa forskjellig vis o. l. Men alt dette fremtræder i saa vag form, at det ikke kan opfattes som noget oprindeligt (primært), men mere som noget leilighedsvis tilkommet, idet samfundsforholdene og lovene ganske naturlig blander sig ind i sagnene. Det kan derfor betegnes som de første famlende skridt af de religiøse forestillinger henimod moralen, og det er først paa et betydelig senere trin, at religionen for alvor og bevidst har slaat sig sammen med den til et forbund, som var styrkende for begge. Religionen fik derved en god rygrad, og moralbudene virkede dybere, naar de kom fra et særegent høiere eller guddommeligt ophav og desuden lovede belønning hinsides for opfyldelse eller endog straf for forgaaelse.