meddeles afbildninger af to hoder, skaarne i træ, som en indfødt fra en boplads i Godthaabs distrikt bragte mig. Man kan neppe være i tvil om, at det er sin egen rase, kunstneren her har udødeliggjort.
I musikalsk henseende er grønlænderne vel begavede. Det er merkeligt, med hvilken lethed de opfatter vor musik og gjengir den dels ved sang, som de elsker høit, dels paa violin, orgel, trækspil og andre instrumenter, som de hurtig lærer sig selv at spille paa. Dette er saa meget mer paafaldende, som deres oprindelige musik, der brugtes ved trommedansene, er monoton og uudviklet, lig de fleste naturfolks. Den anvender kun faa toner, som regel ikke over fem; men den er alligevel eiendommelig og ikke uden interesse. Den skal nærmest være en efterligning af elvenes brusen. Østgrønlænderne fortalte Holm, at naar de sover ved en elv, høres de afdødes sang, og den søger de at efterligne.
Nedenstaaende sang fra østkysten er mig velvillig overladt af fru Signe Rink. Melodien er optegnet af fru Janssen ved Julianehaab.
Langsomt, snøvlende.
Ku – ja – tâ – – nas – si – ka – lu ar – av – ko.
Høit fra fjeldets top saa jeg o–ver ha–vet ud.
