Vi have i vor forrige Artikkel stræbt at give en tro Skildring af Statsraad Birch-Reichenwalds Charakter og Standpunkt i det Hele, for derved saavidt muligt at sætte Almenheden istand til at bedømme, om han er den Mand, i hvis Hænder man med Tryghed kan vide Landets Styrelse i alt Væsentligt betroet. Vi have ikke ledsaget vor Bedømmelse med nogen egentlig Dokumentation, skjønt Exempler paa Rigtigheden af samme i hvert enkelt Punkt lettelig kunde anføres. Vi vente ikke, at Publikum skal tage vort blotte Udsagn som beviste Satser, men vi ville kun, at man skal tage det for hvad det er, nemlig en navngiven Mands ved lang og samvittighedsfuld Iagttagelse og moden Overveielse vundne Overbevisning, og vi forlange blot, at man skal tro os paa vort Ord, at denne Overbevisning ikke er bygget paa usikkre Indtryk, men paa virkelige faktiske Iagttagelser. En detailleret Dokumentation vilde heller intet bevise, med mindre den blev givet et Omfang, der vilde gjøre nærværende Skildring til en tyk Bog istedetfor in en Dagbladsartikel. Mange charakteristiske Træk egne sig desuden ikke til at forelægges Almenheden og meget er af den Beskaffenhed, at kun den umiddelbare Iagttager erholder det rette Indtryk. – Og en saadan Dokumentation behøves heller ikke, thi vi kunne angive et Bevismiddel, som her er bedre end noget andet: Birch-Reichenwald har staaet i Forhold til Mangfoldige: man spørge hvem som helst af dem, som virkelig kjende ham om vor Skildring passer eller ei; vi holde os forvissede om, at selv hans Venner, hvis de ville være oprigtige, hvor meget de end kunne være tilbøielige til at anskue Alt i det bedste Lys, dog skulle maatte erkjende, at vor Charakteristik af Birch-Reichenwald er adækvat. Vi have ogsaa i denne Henseende gjort ret mærkelige Erfaringer.
Hermed kunde nu nærværende Artikkel gjerne slutte. Men Forfatteren i Nyhedsbladet fremsætter Synsmaader, der ere i den Grad afvigende ikke alene fra vore, men fra alle hidtil anerkjendte Principer for et konstitutionelt Statsliv, og sætter disse i en saadan Forbindelse med sine Betragtninger over Birch-Reichenwalds Indtrædelse i Statsraadet, at vi ikke kunne undgaa at tage ogsaa dette Punkt i nærmere Betragtning. Og da vi derhos tro, at en saadan nærmere Betragtning af den Maade, paa hvilken Birch-Reichenwald opnaaede sin Plads i Kongens Raad, og af hans Virksomhed i denne sin Stilling netop i høi Grad leverer et faktisk Bevis for Rigtigheden af vor ovenfor givne Charakteristik af Statsraaden, have vi troet at burde udstrække vor Undersøgelse ogsaa hertil, for at vise, at netop det, hvad man efter Birch-Reichenwalds hele Organisation, saadan som den ovenfor er skildret, maatte vente sig af ham som Minister, ogsaa virkelig har bekræftet sig.
Det er en bekjendt Sag, at lige fra den Tid, H. M. Kongen som Vicekonge stod i Spidsen for den kgl. norske Regjering i Christiania, beærede Høistsamme daværende Amtmand Birch-Reichenwald i høi Grad med sit personlige Venskab, og det var aldrig nogen Hemmelighed, at Hans Majestæt fandt meget Behag i Birch-Reichenwalds Omgang og jevnlig ogsaa i Statsanliggender lyttede til hans Raad. – Det er fremdeles vitterligt nok, at da Statsraad Stang i Løbet af Sommeren 1857 var bleven helbredet efter den Sygdom, der til saa megen Sorg saavel for hans Konge som for hans Landsmænd havde tvunget ham indtil videre at fratræde den Post, hvorfra ingen Magt i Verden havde formaaet at fortrænge ham, krævede den offentlige Stemme med en sjelden Enighed hans snarest mulige Gjenindtrædelse i Kongens Raad; lige overfor ham traadte al Parti-Uenighed i Baggrunden, og i den hele Presse lød det enstemmig, at Stang naturligvis ved første Leilighed maatte ind i Statsraadet igjen. – Endelig er det faktisk; at da H. M. Kongen i Vaaren 1858 kom hid til Christiania, tilbød han Statsraadets Nestor Vogt at udnævne ham til Statholder i Norge; men Vogt, som, om end hans Opfatning og Synsmaader i Mangt og Meget ikke billiges af Nutidens Mænd, dog altid vil staa i vort unge Statslivs Historie som en mærkelig helstøbt Personlighed, afslog det kongelige Tilbud. I Høsten s. A. befalede H. M. Kongen Statsraad Vogt at søge Afsted, og udnævnte derpaa Birch-Reichenwald til Statsraad. Herom udtaler Forfatteren i Nyhedsbladet sig paa følgende charakteristiske Maade:
“En almindelig Opinion saa i Statsraad Stang den Mand, der fra sin tidligere Stilling som Medlem af Kongens Raad nød Folkets Tillid og derfor var nærmest til atter at indtræde i samme; ligeoverfor ham maatte enhver ny og uprøvet Mand være uvelkommen. Man oversaa den nye Regents naturlige og konstitutionelle Ret til at vælge de Raadgivere, der havde hans Tillid, – en Ret, som ingenlunde fornegtede eller udelukkede Folks Adgang til at udtale sin Mistillid til dem, efter at have seet deres Gjerninger. Ved denne Retning i Opinionen bliver det forklarligt, at den bedagede Statsmand, der ved sin Udtrædelse af Raadet gav Plads for Birch-Reichenwald, pludselig blev Gjenstand for en storartet Folkehyldning, efterat han i en lang Aarrække havde været Gjenstand for de bittreste Angreb i Landets Nationalforsamling og Presse. – Et Moment, der er givet en særegen Betydning ved Bedømmelsen af Birchs Indtrædelse i Statsraadet, tør ikke forbigaaes. Man har med speciel Forargelse dvælet ved den Omstændighed, at der skulde være fundet Spor til, at den nye Statsraad før sin Udnævnelse har været i Besiddelse af Kongens Tillid og endog udøvet nogen Indflydelse paa dennes Beslutninger. Vi kunne heri ikke se Andet end Tingenes naturlige Gang, naar en Statsraad efter Kongens Villie skal give Plads for en anden, hvis Indtrædelse i det officielle Raad netop derved bliver en konstitutionel Nødvendighed.“
I Sandhed et saa aabent og ligefrem Forsvar for det personlige Regimentes og Kamarillavæsenets Berettigelse erindre vi aldrig at have seet offentlig fremført. En saa uforbeholden Vedkjendelse af Gunstsystem og Underhaandspaavirkning som Princip havde vi aldrig ventet at se i den norske Presse. Turde vi antage, at Statsraad Birch-Reichenwald offentlig vilde vedstaa som sine disse Synsmaader, hvormed hans Forsvarer i Nyhedsbladet motiverer hans Indtrædelse i Statsraadet, da havde vi i Sandhed ikke nødig at beskjæftige os saa længe med ham; da vilde han snart faa sin Dom at høre.
Men Sagen er den, at netop fordi man almindelig troede, og, saavel af hvad man vidste om Birch-Reichenwalds hele Organisation, som af Maaden, hvorpaa hans Indtrædelse i Statsraadet fra først til sidst var forberedt og gik for sig, maatte kunne slutte sig til, at han repræsenterede og vilde befølge slige Maximer, som de ovenanførte, netop derfor var det, at Birch-Reichenwalds Udnævnelse til Statsraad blev modtaget saaledes som den blev. Men proklameret disse Maximer havde han dog ikke. Thi isaafald havde han været umulig som Statsraad.
Det er en klar Sag, at Kongen selv maa vælge sine Ministre; dette bestemmer vor Grundlov og vist nok alle andre Forfatningslove. Men Ministeren skal ikke være til Kongens private Fornøielse; Statsraadet er indstiftet for Folkets Skyld som en konstitutionel Garanti, og derfor maa altid til Medlemmer af samme vælges dem, som Folkets Røst bestemt betegner. Dette er og maa være saa i alle konstitutionelle Stater, lige meget om det parlementariske System er herskende eller ei. Parlementarismen bestaar som bekjendt deri, at Nationalforsamlingens Pluralitet altid ubetinget ansees for i denne Henseende at udtale hele Folkets Stemme; og et saadant System ville vi gjerne indrømme ikke vilde være egnet for de norske Forhold. Men derfor bliver det dog lige uimodsigeligt, at Folkets Stemme bør afgjøre, hvem der skal være Statsraad, om det end erkjendes, at denne ikke ubetinget og udelukkende giver sig tilkjende ved Storthingets Voteringer, og indrømmes, at der ogsaa gives andre Kilder, hvoraf Folkets Ønsker og Opfatning kan erfares. At det er overladt Kongen selv og ingen Anden at vælge Ministrene, er naturligvis ikke skeet for derved at give Hans Majestæt Ret til at vælge efter sine personlige Sympathier, hvor disse maatte være i Strid med Folkets Røst, men fordi det forudsættes, at Høistsamme ingen saadanne Sympathier kan have. Ved at overlade Kongen selv at finde den Mand, hvem Folkets Stemme kræver, søges det netop forebygget, at allehaande uberettigede Hensyn og Tilbøieligheder ved dette vigtige Valg skulle gjøre sig gjældende. Den over enhver Dadel og Anklage ophøiede Majestæt staar udenfor og over alle Partier; han forudsættes selv ikke at kunne have noget Ønske, der staar i Strid med Folkets; og at være uimodtagelig for uvedkommende Indtryk og Paavirkninger; han er netop den absolut upartiske Iagttager, der veed at skjelne den forbigaaende, uklare Stemning fra den faste og udbredte Folkemening. Paa denne Maade bliver netop Kongen i fuldeste Betydning Nationens Repræsentant. Og de Raadgivere, han saaledes i Nationens Navn vælger sig og til hvem ham med Ansvar lige over for Nationalforsamlingen, anbetror Ledelsen af de offentlige Anliggender, kunne saaledes umulig være Mænd, om hvem Folket intet Andet veed, end at de have Fangerne Tillid, og “hvis Gjerninger Folket først maa se,“ for at kunne udtale sin Tillid eller Mistillid til dem.
I en konstitutionel Stat er det saaledes altid i Virkeligheden Folket, der giver Kongen hans Ministre. Som en Følge heraf er det ogsaa en nødvendig Forudsætning, at Hans Majestæt i Statsanliggender aldrig modtager Raad fra nogen Anden. Det er Statsraaderne, som skulle være Folket ansvarlige for Regjeringens Førelse; det juridiske Ansvar kunne de vistnok unddrage sig, ved at tilføre Protokollen sin Protest, og derved betegne Foranstaltningen som udgaaet fra den uansvarlige Majestæt personlig; men den moralske Ansvarlighed for hvad der sker hviler dog bestandig i uformindsket Grad paa vedkommende Statsraad. Men dette bliver en Umulighed, hvis Kongen foruden sine ansvarlige ogsaa har uansvarlige Raadgivere. De legale Ministre maa kunne fordre i Statsanliggenderne at være i fuldstændig og udelukkende Besiddelse af Hans Majestæts Øre, og kræve i alle Underhaandspaavirkninger afviste. Og for enhver loyal Borger maa det være Pligt at afholde sig fra at misbruge Hans Majestæts personlige Yndest til at indblande sig i Regjeringsanliggenderne og tilvende sig en Indflydelse paa Sagernes Afgjørelse, der, hvor god den end i de enkelte Tilfælde kan være, dog i sin Helhed altid bliver uberettiget, og altid virker skadeligt, fordi den svækker de legale Autoriteter, forstyrrer og hæmmer den harmoniske Samvirken mellem Statsmagterne, og blotstiller som den nærmest Ansvarlige Hans Majestæts Person, paa hvem dog intetsomhelst Ansvar kan eller skal hvile. – Den eneste tilbørlige Vei for den der ønsker Andel i Ledelsen af sit Fædrelands offentlige Styrelse, er først at vinde almindelig Anerkjendelse hos Nationen, som den Mand, der baade kan og vil arbeide for og gjennemføre de Principer, som Folkevillien kræver, og hvis Raad saaledes Folket ønsker, at dets Konge skal høre og følge. Det naturligste Feldt for saadan Virksomhed er vistnok Nationalforsamlingen, og hvor det parlementariske System er det herskende, gaar Veien til Ministerbænken udelukkende gjennem Parlementet. Men under vore Forhold er der Anledning til ogsaa paa andre Maader, som Embedsmand eller Borger, at gjøre sig saaledes bemærket at man ved Folkets Stemme bliver betegnet som ønskelig til Statsraad. – Skulde det alligevel indtræffe, at det lykkedes nogen uvedkommende at tilvende sig saadan personlig Yndest hos Kongen, at han faktisk udøvede i Indflydelse paa Høistsammes Beslutninger i offentlige Anliggender, da var det vistnok det Bedste at han fik Plads som virkelig ansvarligt Medlem af det i officielle Raad, fremfor at han skulde øve sin Paavirkning, – den vi dog ikke kunde forhindre, – underhaanden og uden noget Ansvar. Men saadant er og bliver dog altid et stort Onde, som alene vælges for at undgaa et større, og naar Forf. i Nyhedsbladet “heri ikke kan se andet end Tingenes naturlige Gang“, – da har denne Forfatter ikke fattet Betydningen af en konstitutionel Regjering.
Statsraad Birch-Reichenwald har netop erholdt sin Plads i Kongens Raad ved saaledes at misbruge hans Majestæts personlige Yndest; det erkjender hans Beundrer i Nyhedsbladet selv. Men det er betegnende, og et virkeligt Bevis paa Rigtigheden af den ovenfor givne Skildring af hans Karakter og hele Organisation, at han har valgt at komme til sin Stilling ved Intriger og ad Omveie, uagtet han dog ingenlunde havde behøvet det. Det har aldrig været nogen Hemmelighed, at Birch-Reichenwald lige fra sin Ungdom uafladelig har stræbet til det Maal at blive Statsraad. Da han i en Alder af 33 Aar, og med sligt Antecedentier som han havde, var bleven udnævnt til Amtmand i Smaalenenes Amt, og endnu samme Aar valgt til Medlem af Storthinget i 1848, da havde han den lige Vei til Statsraadstaburetten for sig. Var han dengang blevet Statsraad, vilde det vistnok ikke have vakt nogen Misnøie. Virkelige Statsmænd have vi kun faa af, og det havde man heller ikke fordret at han skulde være; vi maa jævnlig hjælpe os med flinke Forretningsmænd; det viste man at Birch var, og mere forlangte man ikke. Men denne Vei til sit Maal fulgte Birch-Reichenwald ikke; den stemmede ikke med hans Organisation. Hans hele Virksomhed paa Storthinget var yderlig mat; der var ikke en eneste Sag, som man kan sige blev drevet af ham eller ved ham modtog sit Præg. Det eneste markerede Punkt i hans hele Storthingsvirksomhed var hans Optræden imod Overretsprokurator Gaarders Valg til Statsrevisor. Her havde Birch-Reichenwald vistnok i Realiteten Ret; men at denne i sig selv ganske ubetydelige og rent personlige Sag var den væsentligste Gjenstand for en Statsraadskandidats Virken som Folkerepræsentant, og at han med saa megen, man kan gjerne sige, nervøs Energi tog Parti i dette Spørgsmaal, viser noksom, hvor lidet han var StatsMandens Opgave voxen. Paa Storthinget i 1851 havde han ikke Sæde, og i 1854, da han atter blev valgt, var ham. Formand i Veikommitteen, hvilket han alene skyldte sin Stilling som Amtmand, ligesom Sibbern i 1857, og i hvilken Egenskab han forfattede den bekjendte Lovtale over Indredepartementets Veibudget. Forøvrigt var hans Virksomhed ligesaa betydningsløs som for 6 Aar siden. Da han derefter forblev i Christiania, fra hvilket Sted der naturligvis ikke nogensinde kunde blive Tale om at vælge ham til Storthingsrepræsentant, ophørte Birchs Navn næsten at nævnes blandt de sandsynlige Statsraadskandidater.
Men den kjender lidet Birch-Reichenwald, som tror, at han nogensinde opgav et Maal, som han engang havde sat sig. Han tænkte vistnok aldrig paa gjennem nogen offentlig Virksomhed, enten som Embedsmand eller som Folkerepræsentant, at bane sig Veien til Staatsraadstaburetten. Der var en anden Vei, som passede bedre med hans Natur, og den fulgte han. Naar han først kunde vinde Kongens personlige Bevaagenhed, og derigjennem bringe det dertil, at man betragtede ham som den, der ved sin private Indflydelse hos Høistsamme formaaede at sætte Regjeringshandlinger igjennem, vilde nok “hans Indtrædelse idet officielle Raad blive en konstitutionel Nødvendighed“. Under Kong Oskars Regjering havde vistnok dette sine store Vanskeligheder, paa Grund af den strænge Objektivitet og fuldkomne Upersonlighed, som i en saa sjelden Grad udmærkede dennes Styrelse. Men da H. K. Høihed Kronprindsen kom hid som Vicekonge, havde Birch-Reichenwald Spillet paa sin Haand. En Venskabstjeneste, som han havde haft Anledning til at vise H. K Høiheds Privatsekretær, aabnede ham nærmere Adgang til Vicekongens Person. Hans personlige Elskværdighed skaffede ham Hans kongelige Høiheds Venskab, og ved den Lethed, hvormed han formaaede at sætte sig ind i Forretninger, og den Behændighed, hvormed han forstod at klare Forlegenheder, gjorde han Indtryk paa den unge Fyrste, som i høi Grad skikket til at anbetroes Afgjørelsen af vanskelige Sager. Naar nu hertil kom, at Birch-Reichenwalds afgjort personlige Retning i en særdeles Grad maatte harmonere med en ung Monarks naturlige Tilbøielighed til at tage Alt konkret og betragte de strengere objektive Hensyn som besværlige Hindringer for den kongelige Villie, og alt dette derhos ved passende Leilighed støttes ved behørige Hentydninger til Statsraadernes gammeldags Ubehjælpelighed og Tungvindthed, – saa bliver det let forklarligt, at Hans kongelige Høihed snart blev bibragt den Forestilling, at han i Birch-Reichenwald netop havde fundet en Minister, som han kunde bruge, og hvormed tillige Folket maatte være tjent. Da Birch-Reichenwald saaledes havde erhvervet sig saadan Indflydelse hos H. K H. Kronprindsregenten, at Høistsamme jævnlig befulgte hans Raad i Statssager, da faldt hans Udnævnelse til virkelig Statsraad af sig selv. Om at give Stang Plads i Statsraadet kunde der følgelig nu ikke være Tale. For at skaffe Birch-Reichenwald Plads maatte en af de gamle Statsraader fortrænges. Gamle Vogt havde engang kunnet træde over i en Statholders Stilling; nu nødte man ham til at træde af, og at dette alene skede for at aabne en Vakance, er klart nok, thi den Mand, hvem Hans i Majestæt agtede at stille i Spidsen for den hele norske Regjering, kunde umulig et halvt Aar efter ansees uskikket til at forvalte et Departement. De foreløbige Forhandlinger angaaende Statsraadskiftet i Høsten 1858 førtes som bekjendt umiddelbart mellem H. K. H Kronprindsregenten og Amtmand Birch-Reichenwald, med fuldkommen Forbigaaelse af Statsraadet, og man iagttog i denne Henseende saa liden Forbeholdenhed og brød sig saa lidet om engang at bevare det ydre Skin, at man endog havde meddelt Birch-Reichenwald en Ziffernøgle til hemmelig Telegramvexling, saa at man engang ved en Depesche, der nødvendigvis maatte adresseres til Statsraadet, blev nødt til at henvise dettes første Medlem til Amtmanden i Akershus, Birch-Reichenwald, for hos denne at erholde Opløsningen af den fra Regenten modtagne Meddelelse.
Det er endnu i friskt Minde, hvilken Indignation Birch-Reichenwalds Udnævnelse til Statsraad vakte hos alle politisk tænkende Mænd. Det var vistnok ingenlunde hans Udnævnelse i og for sig, som nærmest vakte Misfornøielsen; heller ikke Stangs Forbigaaelse, hvor almindelig dette Udfald end blev beklaget. Grunden var derimod aabenbart den, at man i Birch-Reichenwalds Udnævnelse, tvertimod et bestemt Folkeønske, og i hele Maaden, hvorpaa denne Udnævnelse var forberedt og gik for sig, saa Tilkjendegivelsen af et Princip, som var Folket forhadt, og en aabent Brud med de Grundsætninger, som man under Kong Oscars 14aarige Styrelse altid havde seet befulgte og havde vundet kjære. Man indigneredes over at se en Mand intrigere en anden fra hans Post for selv at tage den; selv de, der nok ønskede at Statsraad Vagt vilde aftræde, ønskede dog endnu mindre at se ham remplaceret med Birch-Reichenwald. Man saa i Birch-Reichenwald Nepotismens Repræsentant, og betragtede hans Udnævnelse til Statsraad som et Signal om, at personlige Hensyn nu skulde faa en Indflydelse paa Styrelsen, og at det dermed følgende Lykkesøgeri og Kabalvæsen nu vilde faa et Indpas, hvorfor vi saa lang Tid havde været forskaanede. Om end Oppositionen mod Regjeringen under Kong Oscars Styrelse ikke havde savnet Styrke, og om end de Regjeringsmaximer, som fortrinsvis repræsenteredes af den Hædersmand, der paa en saa brutal Maade blev fordreven for at skaffe Birch-Reichenwald Plads, ofte var Gjenstand for heftige Angreb i Storthinget og i Pressen, – saa anerkjendte man dog bestandig, at der her altid gjaldt Sag og kjæmpedes for bestemte Grundsætninger. Man følte sig i denne Henseende saa tryg; man vidste, at Statsraadet alene fægtede for Sandhed og Ret og ikke for sin egen og sine Tilhængeres personlige Fordel. Alt dette vidste man vilde blive anderledes i en Regjering, der modtog sit Præg af Birch-Reichenwald. Man vidste, at han snart vilde udstrække sin Indflydelse over alle Styrelsens Grene, og man forudsaa, at denne vilde blive af demoraliserende Beskaffenhed.
Og derfor vil Misfornøielsen med Statsraad Birch-Reichenwald heller aldrig kunne ophøre. Saalænge han har sin Plads i Kongens Raad, vil man altid i ham se Fornægtelsen af det sande konstitutionelle Princip, Repræsentanten for den personlige Tendents i Styrelsen. Om end, som Følge af hans hele negative Væsen, den direkte Skade, som han gjør, kun i mindre fremtrædende Tilfælde lader sig udtrykkelig eftervise, saa er dog hans blotte Tilværelse og den hele Aand, som udgaar fra ham, fordærvelig nok. Vi skulle i et følgende Afsnit nærmere paavise dette.
