Da de kom ind i Forstuen, blev de modtaget af
en høj og fyldig Brunette med kulsorte Bryn og svulmende, røde Læber. Det var Politiassistentens Hustru,
den smukke Olga Petrovna.
«Nej, det var da morsomt!» sagde hun og smilede over hele Ansigtet. «De møder, netop som vi er ved at sætte Aftensmaden paa Bordet. Ja, min Mand er rigtignok ikke hjemme lige i Øjeblikket, men jeg venter ham hvert Minut. De kommer vel fra et Forhør, kan jeg tænke mig!»
«Ja! — Og paa Hjemvejen havde vi det Uheld, at en af Vognfjedrene sprang,» sagde Tschubikof, som gik ind i Dagligstuen og satte sig i en Lænestol.
«Hvad skal alle de Forberedelser til!» hviskede Dukofskij ind i Øret paa ham. «Gaa lige løs paa Sagen, hører De!»
«Ja, som sagt vi havde det Uheld med Vognfjedren», vedblev Tschubikof, «og saa fik vi den Idé at tage her ind.»
«Nej, den Maade duer ikke!» hviskede Dukofskij igjen. «Hun maa tages med Overrumpling.»
«Naa ja, saa prøv De Deres Lykke!» brummede Tschubikof, der rejste sig og gik hen til Vinduet. «Jeg kan ikke! De maa selv søbe den Kaal, De har spyttet i!»
«Ja, apropos, siden vi taler om Vognfjedre,» sagde Dukofskij og gik helt hen til Olga Petrovna, «saa er vi ikke kommen her for at spise til Aften eller for at passiare med Deres Mand, men for at rette et Spørgs-
