længere Tid om sin Vladimir, afløste jeg hende og talte om Marie.
«Naa, lad mig saa høre din Mening!» sagde jeg en Gang til hende. «Naar tror du, hun vender tilbage? Jeg er vis paa, jeg har hende igjen inden Jul. Hun har jo ikke noget særligt, der binder hende til Petersborg.»
«Ja, hun kommer sikkert med det første,» mente Kleopatra. «Og det bedste Tegn derpaa er jo, at hun slet ikke har skrevet til dig.»
«Ja, du har Ret!» skyndte jeg mig at sige, skjønt jeg havde en bestemt Fornemmelse af, at Marie aldrig mere vilde vende tilbage.
Der kom ikke andre til os end Prokofij, som en Gang imellem tittede ind til os om Aftenen, men hans Besøg vare alt andet end underholdende, da han aldrig lukkede sin Mund op, men kun sad og gloede min Søster ind i Ansigtet. Han saa’ ud, som om han havde noget paa Hjærtet, han ikke kunde faa sagt. Men endelig kom det da. En Dag, da jeg gik over Torvet og forbi hans Bod, kaldte han mig ind og erklærede derpaa i en højtidelig Tone, at der var en yderst vigtig Sag, som han absolut maatte tale med mig om. Han var helt blaarød i Ansigtet af Brændevin og Kulde, og hans Tunge slog hvert Øjeblik Klik paa den ynkeligste Maade.
«Jeg kunde nok ønske, at De hørte min Mening om Sagen,» brummede han og stirrede paa mig med sine sløve Øjne. «Hm, ja, det med Deres Søster er en kjedelig Historie, og De kan vel nok forstaa, at
