stod i Begreb med at foretage, og at alle ventede sig noget overordentligt af hende, og det var mig umuligt at overbevise hende om, at ikke en af de Tilstedeværende skjænkede saadanne Ubetydeligheder som hende og mig den fjærneste Opmærksomhed.
I de to første Akter havde hun intet at gjøre, og først i den tredje skulde hun fremsige sin Replik, der bestod i en kort Monolog. I den Time, der gik, inden hun skulde frem paa Scenen, stod hun hele Tiden ved Siden af mig og opramsede sin Rolle Gang efter Gang. Hun var stærkt nervøs og rettede hyppigt med skjælvende Haand paa sin Frisure.
Endelig kom Turen da til hende
«Kleopatra Alexejevna! Nu skal De ind!» sagde Regissøren med høj Røst.
Hun traadte midt ud paa Scenen, ligbleg i Ansigtet, og blev staaende næsten et helt Minut saa stiv som en Pind og fuldstændig ubevægelig.
«De kan jo læse Rollen op, hvis det kniber med at huske den!» lød det inde mellem Kulisserne.
Hun begyndte at ryste og skjælve saa stærkt, at jeg vilde styrte hen til hende for at føre hende bort, men i det samme sank hun i Knæ og hulkede højt.
Alle fik travlt med at løbe hen til hende, men jeg blev staaende lænet op til Kulissen, for jeg var saa lamslaaet af Rædsel, at jeg ikke kunde røre mig af Stedet. Jeg saa’, at de løftede hende og bar hende bort, og i det samme dukkede Anjuta Blagovo, hvis Nærværelse jeg ikke tidligere havde lagt Mærke til,
