Side:Martyra.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


styre sjøl, — at det ikkje stend i dei styrande si magt aa jamne uretten ut.

Kva ret hev forresten Fasting til aa verte nemnt blant martyra, han som døe som raadmann i sin føeby aa fek ei gild likferd? — No, han fek ikkje piskeslag, sat aldri fast, aa eg veit ikkje om han hadde ein svolten dag. Men der er ting som er verre for ein fin natur enn det. — Ein mann som kan skrive ein epistel som denne om dumheita, han maa ha vandra motgangs veie aa maa kunne nemnas jamsies med pinte vegbrytara, sjøl om han kolna i det siste aa i sit 37te aar fek eit raadmansembætte, naar dei ikkje lenger for skam skuld kunne kome forbi han.

————————

»Hil være dig ved hvis vugge din skytsengel sagde: Vær dum! Din vei er bestrøet med roser, og dine tykke fodsoler føle ingen torne. Du sniger dig uforskyldt gjennem livet, og enhver viger tilside for at gjøre dig plads. Se, dit navn er udødeligt, og din pris er stor blandt landets døtre! Din sjæl vugges sagte i din tomme hjerneskal; den sover stedse, og naar den vaagner, lægger den sig straks til hvile igjen, og snorker. Over dig tier bagtalelsen; du har ret til alt; dit frihedsbrev staar i din pande, og den kloge ser det, og smiler ærbødig. Din mave fordøier alt, og dine drømme er ingen virkning av din sjæls arbeide. Uskyldighed staar malet paa dine kjæver, og fromhed i dine matte øine. Din kone elsker dig, fordi du tillader hende at elske hele verden, uden at forstyrre