MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
27
duerne de store speile, hvori saa sagde man — „MedicisAntoinette havde studeret den skinhellige mine, som hun viste folket". Man brød kjælderne op, tog tappen af vintønderne. Blod og vin skyllede i strømme henad gulvene, der var bedæk kede med lig og med døddrukne mennesker. Berusede mænd iførte sig kroningsdragten og satte sig op paa tronen. Prostituerede kvinder pyntede sig med dronnin gens klæder, veltede sig i hendes seng og bedrev de værste afskyligheder med ligene. Hoffets damer blev skaanede midt i denne dyriske vild hed. Kammerfruerne samt flere æresdamer var forblevne i slot tet. Blandt disse var prinsessen af Tarente-La Tremouille og den unge Pauline Tourzel, eneste datter af kongebørnenes guvernante; de havde ved kampens begyndelse samlet sig i Marie Antoinettes værelse. I afstand under hvor megen sjæleangst ved kun Gud fulgte de lyden af skuddene, af folkets hyl og de tunge fald af legemer, som fra balkonen blev kastede ned paa gaden. Endelig fandt ogsaa morderne veien til kvindernes dør. En skilvagt stod udenfor deres tilflugtssted; han negtede hoben adgang og blev nedhugget. Prinsessen af Tarente, som hørte ham falde, gik hen og aabnede døren for de indtrængende. Hun holdt Pauline Tour zel ved haanden. „Dræb mig; men frels denne unge piges liv og ære,“ sagde hun. „Hun er betroet til min varetægt; jeg har lovet at give hende tilbage til hendes moder. Lad moderen be holde sin datter, og tag mit blod!“ „Man dræber ikke kvinder," sagde en høi, sværlemmet karl. Sværdene sænkedes, og kvinderne blev hjulpne til flugt over ligene, der laa spredte rundt om i sålene og paa trap perne. Aftenen skred frem. Tuilerierne frembød vedblivende et rædselsfuldt syn; man ødelagde og dræbte fremdeles. Ned sablingen fortsattes i gaderne, indtil ilden endelig antændte selve slottet; hermed afsluttedes den grufulde dag.
