slet ikke idåløs, er ikke lavpandet, ja, han ser kla- rere end Guicciardini. Men han mangler energi; han var ingen handlingens eller viljens mand’ Men skal man være helt retfærdig ogsaa her, faar man huske at der, ialfald den tid brevvekslingen foregaar, heller ikke er stort at utrette som lesandt for Firenze hos Leo X i Rom, idet jo Medici selv var herrer ogsaa i Firenze’ - Man har nemlig det indtryk at Machiavelli’s biografer litt ufortjent lar Francesco Vettori staa i skygge’ Det gaar heller ikke an at gi Vettori skyld for den ækvi- voke tone i enkelte av Machiavelli’s breve (som i det om Giuliano Brancaccio’s meriter) - han kunde den nok ka f.ør. Vettori stod paa høiden av sin tids dannelse, og vel saa det. Just derfor blir ogsaa kor- respondansen mellem disse to venner av et slikt ene- staaende kulturhistorisk værd; vel den merkeligste’ man overhodet eier fra høirenæssansens tid’ Man har det henrivende syn av to aander, som møtes i den absoluteste tillid og intet dølger - man kunde fristes til at si, hvad man ikke fristes til at si ved Guicciardini : to jevnbyrdige aander; men en titan som Machiavelli kaster selvfølgelig ogsaa her skygge’ Brevvekslin gen tøtet os saa tæt ind paa disse tidens største mænd, at man synes at høre deres aandedrag’ Det er dette som gir den slikt enestaaende værd’ Men da faar man som myndige mennesker ta kor- respondansen ubeskaaret og som den er: dens poli- ti"ke angst, dens vidd, dens usmykkede skabrøse anekdote. Det er menneskelige dokumenter alt’ som l<aster lys over tid og mænd og deres intimeste privatliv’ Machiavelli’s breve er nogen av de vigtigste til 279
