punder og rettet den saa nøiagtig — ti hvad artilleri betræffer har jeg, uten at rose mig, endnu ikke truffet min overmand — rettet den som sagt saa nøiagtig, at jeg maatte være sikker paa at den vilde træffe maalet.
Jeg iagttok med den største opmerksomhet de fiendtlige kanonérers bevægelser, og i samme sekund som de la lunten til fænghullet, ga jeg vore folk tegn til at fyre; da begge kugler hadde naadd midtveis i sit løp slog de sammen med frygtelig voldsomhet og med overraskende virkning. Den fiendtlige kugle fór tilbake med saadan kraft, at den ikke alene knuste hodet paa kanonéren som hadde skutt den av, men ogsaa rev hodet av seksten andre soldater, som flygtet til Afrikas kyst. Før kuglen naadde Berberiet, fór den gjennem stormasten paa tre skibe som laa bak hverandre paa havnen, saa fór den tohundrede engelske mile ind i landet hvor den slog igjennem taket paa en bondegaard. Der laa en stakkars gammel kone og sov paa ryggen. Kuglen slog konens eneste tand ut og blev endelig stikkende fast i strupen paa hende. Da hendes mand kom hjem en stund efter, vilde han trække kuglen ut; da det imidlertid ikke lykkedes for ham, kom han paa den lykkelige tanke at drive den ind med en hammer og ned i maven, hvor den efter en tids forløp paa naturlig maate blev kvittert.
Det var imidlertid ikke den eneste tjeneste, kuglen viste os. Den nøiet sig ikke med at drive den fiendtlige kugle tilbake, saaledes som jeg netop har fortalt, men paa sin lange vei rev den det mot os rettede skyts av lavetten og slynget det med saadan vælde mot kjølrummet paa et skib, at det tok ind en uhyre masse vand og gik under med omtrent tusen matroser og et stort antal marinesoldater, som befandt sig ombord. Det var tilvisse en virkelig stordaad. Jeg vil imidlertid ikke baretilskrive mig æren for dette. Æren for at ha undfanget den første tanke den
