En anden gang styrtet en frygtelig ulv saa pludselig løs paa mig, at jeg
bare rent instinktmæssig kunde kjøre min næve ind i halsen paa den. For
at være ganske sikker, stak jeg haanden stedse længer ind, saa hele min arm
tilslut stod fast i dyret like til skulderen.
Hvorledes skulde jeg nu slippe løs? Det var en alt andet end misundelsesværdig stilling. Ansigt til ansigt med en ulv!
Jeg forsikrer Dem, at det just ikke var venlige blikke vi vekslet med hverandre; trak jeg armen til mig, vilde dyret sikkert springe løs paa mig, det kunde jeg tydelig læse mig til i dens flammende øine. Hvad gjorde jeg? Jeg tok fat i dens indvolde, trak dem ut, vrænget min ulv som en handske og lot den ligge død paa sneen.
Det samme middel turde jeg vel neppe med held anvende likeoverfor en rasende hund, som jeg møtte i en gate i St.Petersburg.
Dennegang gjælder det at løpe alt hvad tøiet kan holde, sa jeg til mig selv.
For desto bedre at kunne løpe, slang jeg min pels fra mig og var i et øieblik bak lukte døre. Da den rasende hund hadde skræmt alle folk bort, og da ingen i flere timer bakefter vovet sig ut paa gaterne, saa turde jeg ha haab om at faa pelsen igjen. Det var en kostbar blaarævpels som jeg selv hadde skudt paa en av mine straalende vinterjagter, og jeg vilde meget nødig miste den. Jeg sendte derfor senere min tjener avsted for at søke efter den. Og han fandt den ganske rigtig paa det sted jeg hadde anvist ham. Han la den sammen med mine øvrige klær i klædeskammeret. Næste dag blev jeg ikke litet forskrækket over at der blev en vild spektakel i huset, og Johan kom skrikende imot mig:
«Gud bevare os vel, hr. baron, Deres pels er gal!»
Jeg skyndte mig hen og fandt næsten alle mine klær hulter til bulter og revet istykker. Min oppasser hadde virkelig ret i sin uttalelse, pelsen var gal. Jeg saa i samme øieblik hvorledes den kastet sig over en fin dragt og ubarmhjertig rystet den og rev den istykker.
