mig. Den ene slynget jeg med saadan kraft ind i uhyrets gap, at den fløi ned i halsen paa ham. Det voldte den saadanne smerter, at den dreiet sig rundt, og jeg blev istand til at slynge den anden ind i bakdøren paa dyret, hvad der lyktes mig paa en vidunderlig maate. Nu naadde ikke bare den anden sten til sin adresse men den tørnet saa voldsomt sammen med den første flintesten, at den ga ild og bjørnen sprang istykker med et frygtelig smeld, Jeg føler mig overbevist om, at et argument a priori som paa lignende maate vilde støte sammen med et argument a posteriori vilde ha samme virkning paa mangen lærd.
Det stod skrevet i stjernerne at jeg altid skulde støte paa de skrækkeligste og vildeste dyr netop i det øieblik, hvor jeg var mindst istand til at holde stand, som om deres instinkt aned min vergeløshet. Saaledes hadde jeg engang netop skrudd stenen av bøssen for at slipe den litt, da et uhyre av en bjørn brummende styrtet løs paa mig. Alt hvad jeg kunde gjøre var at klatre op i et træ for at berede mig paa at forsvare mig. Ulykkeligvis mistet jeg min jagtkniv da jeg klatret og hadde saaledes ikke andet end mine fingre, og dem kunde jeg dog ikke hvæsse stenen med. Bjørnen stod paa bakbenene og strakte sig opover og jeg ventet hvert øieblik at bli dræpt.
