hadde derfor holdt sig fast i vildsvinets svans for at bli ført av sit kjære barn. Soen hadde endnu svansen i trynet, da kuglen som gik midt imellem dyrene hadde skaaret over ledebaandet til held for dyrene som derved blev reddet og til skade for mig; da nu svinet ikke mer drog soen efter sig, blev denne naturlig nok staaende. Jeg grep da fat i resten av svansen og førte det hjælpeløse gamle dyr hjem uten nogen videre møie og uten motstand.
Saa frygtelig som vildsvinhunnen er, saa er dog vildornen meget farligere. Jeg var engang saa ulykkelig ganske forsvarsløs og uforberedt at møte et saadant dyr i en skov. Jeg skjulte mig bak et eketræ, da det rasende dyr rettet et hug mot mig med saadan kraft at dens hugtænder boret sig saa fast ind i træet, at den hverken kunde fornye sit angrep eller kunde flygte derfra. Hoho, tænkte jeg, nu skal jeg snart ha dig, og grep straks en sten som jeg hamred løs paa hugtænderne med, saa de krummet sig endnu mere og ornen ikke kunde komme fri og maatte vente til jeg kom tilbake igjen fra landsbyen med taug og kjærre for at bringe den levende hjem, hvad der ogsaa lyktes mig.
De har sikkert, mine herrer, hørt om den hellige St. Hubertus, jægernes skydshelgen og om den ædle hjort med det hellige kors mellem hornene som viste sig for ham i skogen. Jeg har hvert eneste aar i godt selskap bragt denne helgen min hyldest, og jeg har set hjorten malet i kirkerne eller set dens navnetræk brodert paa ridderes bryst de tusinde gange, saa jeg ved en god jægers ære og samvittighet ikke formaar at si om der i gamle dage virkelig ikke har været saadanne hjorte med kors og kanske endnu den dag idag vilde kunne findes. Da jeg engang hadde brugt op alle skud, stod jeg uventet likeoverfor en prægtig hjort, som ganske uræd saa paa mig, som om den vidste, at mine patronhylstre var tomme. Jeg ladet straks med krudt og tok en haandfuld kirsebærstene som jeg saa hurtig det lot sig gjøre fik ut av bærene. Med dette sigtet jeg paa hjorten og traf den akkurat midt mellem hornene; et øieblik stod den bedøvet, vaklede — sprang op og undkom. Et aar eller to senere jaget jeg i den selvsamme skov, og saa da en statelig hjort med et smukt kirsebærtræ over ti fot høit mellem hornene. Jeg husket straks paa mit tidligere eventyr og da jeg forlængst betragtet dette dyr som min eiendom fældet jeg den med et skud og fik saaledes paa en gang stek og kirsebærsauce dertil, for træet var fuldt av de smukkeste bær og saa gode som jeg aldrig før eller siden har smakt dem. Hvem vet, om ikke en liden skabelig hellig Nimrod eller en jagtlysten abbed eller biskop paa lignende maate har plantet korset i St. Hubertshjorten. I den yderste nød griper en dygtig jæger til en hvilkensomhelst utvei, før han lar en gunstig leilighet slippe sig av hænderne, og jeg har meget ofte reddet mig ut av de vanskeligste situationer bare ved min evne til at finde en utvei.
Hvad sier De for eksempel om følgende tildragelse?
Jeg befandt mig engang ved nattens frembrud i en skog i Polen, og krudtet var borte likesom dagslyset. Jeg vilde vende hjem, da en uhyre bjørn kom imot mig og sperret veien med aapent gap rede til at æte mig op. Jeg eiet ikke andet end et par flintestene som jeg av forsigtighet altid bærer paa
