nøielse at se den første and sluke flesket. De andre kom efter den første, og da fleskestykket var saa glat og fett, gik det hurtig igjennem anden i hele dens længde; saa blev det slukt av nr. to og saa videre. I løpet av et par minutter hadde flesket fuldendt sin vandring gjennem alle ænderne uten at det var løsnet fra snoren og hadde trukket dem paa som perler. Jeg trak dem fornøiet paa land, slog linen fem, seks gange omkring livet og skuldrene og vendte hjem.
Da jeg endnu hadde et godt stykke vei at gaa og ænderne var tunge og besværlig at bære, begyndte jeg alt at angre at jeg hadde tat saa mange ænder. Men da kom en omstændighet mig tilgode som i begyndelsen hadde foruroliget mig noget. Ænderne var allesammen endnu levende; efterat de først var kommet sig efter deres bestyrtelse begyndte de at flakse med vingerne og at løfte mig med sig i luften. Enhver anden end jeg vilde naturligvis blit forskrækket over dette. Men jeg drog mig denne omstændighet til nytte saa godt jeg kunde, og idet jeg betjente mig av mine frakkeskjøter til ror styrte jeg til min bolig. Da jeg var naadd like over huset og det gjaldt at komme ned paa jorden igjen, dreiet jeg halsen langsomt om paa den ene and efter den anden, hvad der hadde sine vanskeligheter, da jeg maatte begynde med den forreste, og kun ved at gjøre en dristig kolbøtte i luften som jeg maatte gjenta saa mange gange som der var ænder igjen kunde dette forvovne eksperiment lykkes. Da den sidste nakke var knækket, lot jeg mig langsomt slippe ned gjennem skorstenspipen paa slottet hvor jeg til stor forferdelse for min kok faldt ned i gruen som der til al lykke ikke var ild paa. Kokkens forferdelse forandredes dog til glæde, da hans herre ga ham den rike foræring til gryterne.
