den unge mand neppe var sig bevidst at have forsyndet sig mod den gode tone.
Paa den anden side havde statsraaden en egen gemytlig maade at sige spidser paa, der i sterk grad formildede dem.
Desuagtet hændte det, at han fik prompte svar paa tiltale.
Engang skulde han i et fint stockholmerselskab presentere et norsk medlem af en der i byen arbeidende kommission.
Vedkommende kommissionsmedlem hørte til den slags norske herrer, hvis benyttelse til udførelse af offentligt hverv i udlandet vittige kristianiaboere betegende som grundlovstridigt, idet man sagde, «landevernet maa ikke benyttes udenfor rigets grænser». Af denne vort kommissionsmedlems henførelse til landevernet vil det forstaaes, at han ikke var videre salenfæhig, og ganske rigtig, det første manden gjorde ved sin entré, var at velte et bord med en del nipsgjenstande. For nu at faa lidt godt humør ind i situationen, sagde statsraaden:
«Jeg presenterer Dem her, mine damer og herrer, en norsk bjørn!»
«Bjørnen», der havde mere magt over sin mund end over sine ben og arme, bukkede imidlertid og bemerkede med megen aplomb:
