bage til missionsmarken. Bønhørelsen kom i form af et kaldsbrev fra Den forende kirkes missionsbestyrelse. Men midt i glæden over at hun nu skulde faa reise tilbage, var der en stor skuffelse — det var som bestyrerinde for pigeasylet hun var kaldt.Det var ikke den gjerning hun hadde ønsket. Men lydig bøied hun sin vilje ind under Guds vilje og gik for at tjene ham der, hvor han pegte. Hun var særdeles godt skikket til denne gjerning. Børnene elsket hende. De kaldte hende altid „Mama“. De hadde tillig til hende. Det var ikke længe før de forstod, at hun aldrig var saa optat, at hun ikke kunde finde tid at snakke med dem om dette eller hint, som laa dem paa hjerte. De hadde stor respekt for hende og vidste, at hun var bestemt. Dersom de hadde gjort galt, saa bar hun ikke riset forgjæves.
Saa kom den tid, at Den forende kirke overtog Manatenina station. Der var ingen madnlig missionær at sætte der, og det blev besluttet, at Emma Dahl skulde sendes did. Nu fik hun da det arbeide, som hun saa længe hadde ønsket. Og med iver tog hun fat. Hun var vant med skuffelser, og de udeblev heller ikke nu. Neppe hadde hun faaet arbeidet ved denne sation nogenlunde igang, før oprøret brød ud og hun maatte forlade Manantenina. Først efter tre maaneders forløb fik hun vende tilbage. Det syn, som da mødte hende, kan lettere tænkes end beskrives. Alt laa brak. Nu var det at ta fat igjen, om end langt anderledes tungt end første gang. Naar hun paanyt hadde faaet arbeidet igang, begyndte kræfterne at svigte. Synet paa det ene øie blev daarligt, og det stod snart klart for hende, at hun holdt paa at bli blind. Hun
