„Her er sommersol nok,
her er sædejord nok,
bare vi, — bare vi hadde kjærlighed nok.“
Fiendskab stammerne imellem, mistanke byerne imellem, avind naboerne imellem, uenighed, trætte og slagsmaal inden husets fire vægge, — saaledes har det været her paa øen. Virkelig, varig kjærlighed har været en sjelden plante, — har ligesom ikke kunnet
slaa røddet. Endog ungdomstiden, som skulde ha forret
til dens lysende, lykkeskabende indflydelse, har gaat glip
af den, — har ikke lært den at kjende. Forlovelser indgaaes
og opløses som anden handel. De unge maa ta den,
som forældrerne peger paa.
En undtagelse var det med Albert og Antoinette. Hun var asylpige og han evangelistelev. De hadde lovet hinanden troskab, og det saa ud, som om de skulde faa smult vand. Da Albert bragte gaven, som efter gassisk skik og brug gjør ægteskabet bindene, svarte moderen, at han fik gi den til Itofana, slægtens hoved. —Hun var skilt fra Antoinettes far og hadde, efter rygtet, beholdt ret over datteren. — Alfred bragte „faarebagdelen“ til Otifana, som modtog den under vidners nærværelse. De unge
