at hun, som for nogle faa maaneder siden sang messer til ære for afguderne, nu sang lovsange for den sande Gud! Vel et aars tid senere hadde vi den glæde at døbe hende; og hvad er endnu glædeligere, hun er en meget tro Jesu discipel, som daglig beder for sine ukjendte venner i Amerika.
I pigeskolen var hun særdeles afholdt; hendes blide, aabne væsen vandt alle. De øvrige piger kaldte hende aldrig andet end „Chie-chie“ — ældre søster. Hun var ogsaa en søster for dem i ordets fulde betydning og var altid villig til at hjælpe de mindre. Hendes ihærdighed og flid var beundringsværdig. Hun længtede efter at lære alt det, vi kunde undervise hende i, og jeg kan med sandhed sige, at hun ikke stod noget tilbage for sine jevnaldrende herhjemme i kristendomskundskaber. Hun fortalte mig engang om en søster, der var død, og sa blandt andet: „Dengang vidste ingen af os om Gud, og jeg er saa bange, at hun ikke blev salig.“ Hvor disse ord gik mig til Hjerte. Gud give, at evangeliet snart maatte forkyndes over hele det mørke land, saa at alle smaa gutter og piger kunde lære at kjende den Herre Jesus, deres bedste ven!
Fong Tsen er nu paa en høiere pigeskole, og det sidste, vi hørte fra hende, er, at hun er lykkelig og trivedes godt i sine nye omgivelser. Der er mange fristelser derude i hedningelandet for den, som vil høre Jesus til, og de maa udstaa megen haan og spot, som vi herhjemme ved lidet af. Men han, som selv har sagt, at han er den gode hyrde, vil ogsaa vogte Fong Tsen og føre hende vel hjem.
Saasnart hun er færdig paa skolen, haaber vi at faa benytte hende som lærerinde i vor pigeskole. Her vil
