ler er en verden for sig selv og er ganske afskaaret fra enhver forbindelse med udenverdenen. Mange er de, som kommer did som smaa og maa forbli der hele sit liv, indtil døden gjør ende paa trældommen. Som ældre kvinder sendes de dog ud iblandt for at tigge.
Gud hadde dog en anden hensigt med Fong Tsen. Efterat hendes mor blev kjendt med kristendommen, blev det hende magtpaaliggende at faa sin datter ud. Vi loved at gjøre, hvad vi kunde, men hadde vore tvil om, hvorvidt det vilde lykkes. Menneskelig talt saa det ganske umuligt ud. Vi bar det dog frem for Gud i bøn, og han skuffed og ikke heller, men gjorde det virkelig saa, at vi efter meget besvær fik hilse hende velkommen. Merkeligt var det, at hun netop da skulde være bleven indviet til nonne, eller rettere afgudsprest, hvilket sker ved at brænde ni merker paa panden med et hedt jern, — tre merker til tre forskjellige gange. Det vilde da blit endda vanskeligere at faa hende ud. Aldrig skal jeg glemme, da hun og hendes mor kom til missionsstationen, fulgt af evangelist Tou, som med straalende ansigt fortalte, at nu var de komne. Ja, det var en glædens dag for os alle, og vi prised Gud for hans godhed imod os.
Saa var da de tunge tempeldøre for altid lukket for Fong Tsen, og et nyt afsnit af hendes liv tog sin begyndelse. Men tilbage til vort første møte. Foran os stod en kjæk, vakker pige paa fjorten aar, klædt i buddhisternes dragt, som blandt andet bestaar af en sid kaabe, som bæres af baade mænd og kvinder. Det mest iøinefaldene ved dem er dog, at hovedet er aldeles glatraget, og heri danned Fong Tsen heller ingen undtagelse. De mange
