et er nu tre aar, siden jeg først stifted Fong Tsens bekjendtskab. Hendes mor var enke og hadde fra sin ungdom af været en nidkjær afgudsdyker, saa den stakkels lille datter blev tidlig lært at bøie knæ for de grumme afguder. Da hun endnu var ganske liden,
blev hun af sin mor bragt til et kloster, hvor hun skulde uddanes til afgudsprest. I vil maaske undre, hvorledes en mor kunde skilles fra sit barn. Elsked hun hende ikke? Aa jo, det gjorde hun nok. Det var netop derfor, hun beslutted sig til det. Hun troed nemlig, at ved at gi sin datter til et afgudstempel, vilde derved hendes evige vel være sikret. Arme mor! Hun hadde ikke hørt om Jesus, som intet andet offer kræver end vort hjerte. Fong Tsen hadde ingen af de mange barnlige glæder, som I, kjære smaapiger, paa hendes alder fryder eder i. Medens I ganske uhindret kan løbe omkring i det frie, maatte hun tilbringe sine barneaar indenfor de mørke kloster. eller tempelvægge. Hvor ofte har hun ikke fortalt mig om sit liv der. Naar solen spredte sine første straaler over mark og eng, var de allerede oppe og forrettede sin gudstjeneste, hvilket bestod i at slaa paa en stor klokke og synge de monotone messer. Saaledes henrandt tiden uden nogensomhelst afveksling. Dette slags temp-
