aar har vi hat et dødsfald ved asylet. Hotahina („velsignet“) hadde aldrig vidst, hvorledes det føles at ha et sundt legeme. Fuld af bylder og saar var hun fra den tid, frøken Emma Dahl fandt hende dernord i Maromena. Hun bedredes dog noget, først ved frøken Dahls omsorgsfulde pleie, og siden hendes hjemreise her ved asylet. Men sygdommen var uhelbredelig.
Et par gange sendte vi hende ind til hospitalet i Fort Dauphin, hvor hun forblev flere maaneder. Men det gik stadig nedover med hende, og hun var ogsaa glad, hver gang hun fik komme hjem til asylet. Liden og barnslig som hun var, negtede hun dog at ta imod smaaskillinger af den katolske søster, som kom paa besøg til patienterne; derimod var vore diakonissers besøg og pleie hende anderledes kjærkommen. Paa sin maade holdt hun meget af søster Metter — hendes sygepleierske her ved asylet.
Hun hadde lidt meget hele sit liv, og lidelserne blev større henimod slutten. Den sidste dag laa hun og snakkede ting, som vi ikke forstod. „Mange hvide, mange hvide,“ sa hun, og „hvem er det, jeg skal lege med?“ Børnene her tror, at de „mange hvide“ var de frelste smaa, hun saa paa „himmelvang“, og at det var frelse-
