talte om børnene. „Aa, de var saa deilige, disse barna mine,“ siger han, „en gut og en pige. Pigen er den ældste, og hun kunde læse. Men nu ved jeg ikke engang, om de lever. Saa laa jeg ude i skogen, sulted om dagen og frøs om natten,“ fortalte han. Saa rusled jeg over fjeldet og kom hid til denne by, men saa orked jeg ikke længer. Jeg fandt denne jordhulen, og her har jeg nu bodd alene i over to aar.“
„Men hvor faar du mad fra?“ spør jeg.
„Jo, i førstningen sad jeg her ude paa bakken og raabte paa folk, at de maatte forbarme sig over mig, og saa kasted de af og til nogen søde poteter bortpaa bakken til mig. Men saa blev jeg saa syg, at jeg ikke orked at gaa og hente, hvad de kasted ud til mig. Jeg trodde jeg skulde dø, og var forfærdelig ræd for at dø her alene; især om natten, naar hubroen tuded og gaupen for her og rusled omkring mig. Jeg var saa ræd, at den skulde komme og æde mig allerede, før jeg var død, saa jeg mange gange skreg af alle kræfter for at skræmme den. I min rædsel begyndte jeg at be til Gud. Jeg var jo døbt; men det var længe siden jeg havde bedt, saa jeg trodde det var fordi Gud var vond paa mig, at han lod saa meget ondt komme over mig.“
„Men det var min lykke, at jeg begyndte at be. Da hjalp Gud mig. Der ser du ham, som Gud sendte mig til hjælp og trøst;“ og han pegte paa Jakoba.
„Jakoba kom og bragte mig de poteter, jeg ikke kunde hente, og kasted dem ind i hulen til mig. Selv turde han jo ikke gaa ind til mig, og jeg kunde ikke gaa ud efter dem, syg og forsulten som jeg var. „Blev du mæt?““ spør han,
