ikke paa, at det engang i tiden havde kostet femten dollars, men nu var det udslidt og skiddent, og hvem ved, hvormange lopper eller andet utøi der i sin tid har været i det. At jeg talte om konen og børnene, hindret ikke manden i at tænke paa og tale om sig selv.
„Ja, saadanne gode klær skulde I gi eders koner og børn; varme klær for de kolde dage, helst kjoler skulde de ha.“
Hvad jeg sa videre om diæt og lignende bør helst ikke nævnes her, ti det vilde bli langt og kjedeligt; men for disse to mænd var det nok visdomsord. Om de husket det til næste dag, ved jeg ikke, langt mindre om de gaar hen og gjør derefter. Men at de tiet stille og hørte paa var jo bevis for, at de for øieblikket var overvundne i debatten. Det maa siges til gassernes ros, at naar de skjønner der er overvundne i en diskussion, saa gir de sig. De holder ikke paastaaeligt paa sit. Naar jeg saa var færdig og hadde sagt enkelte ting op og op igjen, spurgte jeg, om de hadde forstaaet mig, og derpaa svarte de ja.
„Hvem er lærer i Ranafatsy?“ spurgte jeg.
„Job.“
„Hvormange koner har han?“
„Han har bare en, han.“
„Hvormange børn har han?“
„Han har tre.“
„Er han snil eller slem?“
„Aa, han er snil, han.“
„Ja, slig skulde det være. Bare en kone og mange børn. Og slig vil det bli, om I gassere vil følge Guds
