manden inde i hytten. „Nei, flerkoneri er godt, det,“ sa den nyankomne med det samme han smat ind igjennem den lave, smale døren og satte sig paa gulvet. „Naar den ene konen reiser, saa har man endnu en igjen. Hvis de ene ikke faar børn, faar den anden børn.“
Mændene sad og tygget paa noget, som de havde ristet ved ilden. „Hvor bor du?“ spurgte jeg den sidst ankomne.
„I nærheden af Ranafatsy.“
„Hvormange koner har du?“
„Bare en.“
„Hvormange børn har du?“
„Fire levende og fire døde.“
„Fire døde? Hvorfor er de døde?“
„Skaberen tog dem.“
„Hvorfor gjorde han det?“
„Hvem ved, hvorfor skaberen gjør dette eller hint?“
„Jo, jeg skal fortælle eder noget. I gassere, I kan ikke stelle eders børn, og derfor blir de syge og dør fra eder.“
„Fortæl os du, hvorledes børn skal stelles.“ Dette var sagt i et sligt forunderligt tonefald — det var ikke netop en bøn, heller ikke var det haan eller spot. Spisningen af deres lækkerbisken ophørte ikke. Konen sad stille og uden at delta i samtalen. Tænk, hvilken anledning at faa holde foredrag for to ældre mænd om barnepleie! Og det siges jo, at ingen har saa god greie paa barneopdragelse som netop ugifte kvnder. Men her maa man være snartænkt.
„Fortæl os, du, hvorledes børn skal stelles.“
