som fortalte, at nu hadde de kaldt og skulde snart udsende to diakonisser fra vort diakonissehjem i hicago, nemlig søster Caroline Thompson og søster Mette Hagen. Ja, den Caroline Thompson hadde jeg set, skyndte jeg mig naturligvis med at oplyse. „Og hvad slags menneske var det?“ „Hvordan saa hun ud?“ osv. osv. i det uendelige. „Jo,“ sa jeg, „det var et lidet blegt, taalmodigt væsen af det slags, som taaler og tier.“ Hvor grundigt jeg hadde tat feil fik vi se, da hun kom. Hun er hverken liden eller bleg. Taalmodig er hun nok, men tie — nei, det gjør hun ikke. Hun snakker fuldt saa meget som den næste.
Da vi reiste hjem, hadde hun været derude i to aar. Det første aar var hun ved pigeasylet i St. Luce, det andet aar ved gutteasylet i Fort Dauphin. Og ved siden af dette var hun begyndt at undervise en klasse i kirken hver formiddag. Hun gik ogsaa rundt i byen et par gange i ugen paa husbesøg. Søster Caroline er optimist, hun ser alt fra den lyse side. Og det kan komme vel med. Spør hende, om det er tungt at være missionær, og hun vil svare, at det er det herligste arbeide, hun ved. Hun er nu ansat som bibelkvinde i Tsivory, pastor Petersens station.
Søster Mette Hagen er en sjelden kvinde. For mig staar hun som idealet af, hvad en sand diakonisse bør være. Stille, beskeden og alvorlig. En af dem, hvis blotte nærværelse synes at udbrede fred og lindre nød. Jeg føler mig overbevist om, at der er mangen en syg, som har ligget med ansigtet vendt mod døren og ønsket, at det maatte være søster Mettes tur at komme ind. Hun er en af dem, som i stilhed opofrer sig for andre, udfører
