I Nordens, som overhoved i hele Europas Historie danner det sextende Aarhundrede, Reformationsaarhundredet, en Overgangsperiode i udmærket Forstand, rig paa aandelige og verdslige Omveltninger i stor Maalestok, af hvilke varigere Tilstande kun langsomt igjen oprinde. Unionskrigene, Reformationskampen, Grevefeiden, Hanseforbundets store Nederlag og endelig Syvaarskrigen i den nordiske Verden, samtidig med Carl den Femtes Krige med Frankrig og hans Søns med England, Religionskrigene i Tydskland og Hollændernes Frihedskamp i de Lande, hvormed Norden stod i den livligste Berørelse, alt dette kunde ikke andet end merke den Slægt, der oplevede saadanne Begivenheder, med Uro, Gjæring og Splittelse. Til i vide Kredse at forplante Indtrykkene endog af fjerne Egnes Bevægelser og Storme bidrog det i høi Grad, at denne Tid netop var og maatte være en Vandringernes Tid. Krigen førtes dengang
