Saa lidt kunde Skibene skride.
Dertil gav hver Dag baade Kulde og Knaag,
Med Mørke og Vind og stinkende Taag,
Man kunde’t ei længer lide.
Og voxte saa hver Dag bangere Kaar,
Og Tiden hun lakked flux udpaa Aar,
Der var ei lang’ Stunder at bide.
Thi agted de flittig baade Land og Med,
Hvormeget at Solen var skreden ned,
Og Ledingen op monne stige.
Med anden slig Sager og Merketegn
Dem kunde ledsage til samme Egn,
Om de den tiere skuld’ gjæste.
De saa sin Evne og lagde derfraa
Og lode tilbage ad Søen staa,
Den Kaas de fuldevel vidste.
Ledsagede sig saa hjem til Land
Med hulddet Skib og helbrede Mand,
Lod Kongen al Leilighed vide.
Det var hannem kjært og tækkeligt,
At Landet var kommet i Syne og Sigt,
Man kom der vel til med Tide.
Man seer altsaa, at Magnus har havt at kjæmpe
med Is og Taage, Storm og Strøm, indtil den gunstige
Aarstid var omme og Dagenes Korthed nødte
ham til at vende om med uforrettet Sag.
benes Fart, uagtet Vinden var god. Dette Særsyn har da enten Magnus selv eller Rimkrønikens Forfatter søgt at forklare overeensstemmende med Datidens Begreber om Jordens Physik.
