danske Prest og Rigshistoriograf Claus Christophersen Lyschanders grønlandske Krønike. Lyschander var dog samtidig med Begivenheden og tør derfor ansees som en ret paalidelig Hjemmelsmand. Vi skulle derfor meddele den trohjertige Lyschanders Vers om denne Opdagelsesreise:
„Og da han[1] havde saa stillet paa Red,
At Landet stod vel og havde god Fred,
Saa tænkte han Grønland at gjæste.
Han fik en Bagge og norsker Mand,
Vel dreven tilsøs og fremmede Land,
Magnus Heiningssøn lod sig kalde.
Han var sig freidig og frisk i Mod,
En dapfer Hane og Styresmand god,
Han lod sig det vel befalde.
Han havde da seilet saamangen Dag,
I Vester og Sønder med megen Umag,
Fra Frankrig til Islands Side.
Nu vilde han gjerne sin Herre til Mag
Paa Grønland forfare den Kaas og Sag,
Som ingen Mand monne da vide.
Han fik hannem Folk med Rystning og Skib,
Selv maatte han vogte sin Skandse og Liv
Og der sit Eventyr stande.
Han gjorde sig færdig, var lystig og fro
Og lod saa henud ad Søen staa,
Hvor Gud vilde lade ham lande.
Han stævned ad Island, som gammel var Sæd,
Ham tyktes den var den gjenneste Led,
Den vilde han først forsøge.
Og sætte der om hen Norden til Vest
- ↑ ɔ: Kong Frederik den Anden.
