giort, lad os tage en ferm og hastig Resolution; jeg skal for min Deel og i min Cirkel intet forsømme; men kuns ikke for langsom Betænkelighed, ey heller en Sparsomlighed, som vi til største Tab og med fordoblede Omkostninger siden fortryde. Jeg taler med Dig som en Ven, for hvilken jeg i disse Øieblik intet skiuler, og jeg kiender din Ædelmodighed, at Du ikke giør andet Brug derav end som Venskab tillader.
Tillader Du, skriver jeg Dig til, naar noget indløber; med næste Post skal jeg vist sende Efterretninger fra Wennersborg, i Christinehamn m. v. Paa sidste Sted er nu Marked.
Moltke.
Christiania den 26 Martii 1791.
Ney, min Ven, under disse Omstændigheder reiser jeg vist ikke, der er ikke Tid at forlade min Post; Gid jeg til Behag maatte opfylde min Pligt; dengang jeg skrev om at reise, tænkte man ikke paa de smaae Løier, man nu vil amussere os med. Rygterne om Svensken blive ved. Jeg haaber, de Efterretninger, jeg med Dags Post sender og som ere paalidelige, vil finde Bifald; de vidne vel om Roe fra den Kant, men de sige intet om hvad fra Søe Kysten kan ventes; man kand med god Grund troe, at det ikke er vores Festninger, han tænker paa, men det er paa vores Stæders Ødelæggelse ved sine
